5 tips til god boligrenovering

Drømmer du om en ny udestue, et nyt køkken eller om en tilbygning, der skaber mere plads til familien? Så er det bare med at komme i gang. Før bygge- eller renoveringsprojektet kan begynde er der nemlig en lang række ting, du skal overveje. Her kommer en liste med 5 ting, der er vigtige at have styr på, inden du går i gang med at renovere din bolig.

1. Få sat ord på jeres ønsker

Før I går i gang med at renovere er det vigtigt, at I tager stilling til, hvad I godt kunne tænke jer. Det lyder enkelt, men at få sat ord på jeres behov og ønsker til renoveringen er med til at definere projektet og det er afgørende for, om det færdige resultat bliver en succes – i jeres øjne.

Hvis I fx gerne vil have nyt køkken, så er det vigtigt, at I sætter jer ned sammen og får talt om jeres forventninger til køkkenets udseende, materialer og funktion – her skal I tage stilling til simple, men vigtige spørgsmål, som: Skal vi kunne sidde og spise sammen i køkkenet og hvor meget opbevaringsplads, har vi egentlig brug for?

En forventningsafstemning og en snak om ønsker til renoveringen af huset kan nemlig både hjælpe med at gøre det klart for jer selv og for andre, hvad I godt kunne tænke jer.

Når I laver forventningsafstemningen er det også en god ide at skelne mellem krav, ønsker og drømme – og skrive det ned. Det gør det lettere at foretage rationelle til- og fravalg, hvis budgettet henholdsvis tillader og kræver det.

Lægning af vinulgulv i baner
Hvor meget skal du gøre selv?

2. Gør-det-selv! Eller hvad?

Når I har fået sat ord på jeres ønsker til renoveringen, er det en god ide at få svaret på spørgsmålet: Hvem skal løse opgaven? Det er nemlig afgørende for, hvad projektet kommer til at koste, hvor lang tid det kommer til at tage og hvor mange kræfter, I selv skal bruge på det.

Om I skal gøre det selv eller have hjælp til renoveringen er både en smagssag og et spørgsmål om ressourcer, kompetencer og opgavens omfang.

De fleste tænker, at den billigste løsning er at gøre det selv – og i de fleste tilfælde er det rigtigt. Men gør-det-selv løsningen kan også blive en dyr fornøjelse og koste mange kræfter, hvis du kaster dig ud I renoveringsopgaver, der er for komplicerede eller som let kan gå galt.

Hvorvidt det er fornuftigt at kaste dig ud i at gøre det selv handler altså ikke kun om, om du har tid og mod på det – det handler også om, om du kan.

Overvej derfor nøje, hvilke dele af renoveringen, I selv kan stå for og hvilke I skal have hjælp til, før I går i gang.

Husk, at du kan få håndværkerfradrag, hvis du får hjælp til husrenoveringen.

Det er bl.a. muligt at få skattefradrag på energirenovering og – forsyning, udvendigt malerarbejde, udskiftning af døre og vinduer og meget mere.

3. Brug tid på budgettet

Værdien af den færdige husrenovering bliver altid holdt op mod det, den har kostet. Derfor er det en god ide at have lagt sig fast på et budget fra starten og for så vidt muligt overholde det.

På den måde sætter du en ramme for projektet, der er med til at bestemme, hvilke materialer og leverandører, I skal vælge, og hvor meget af projektet, I bør overveje at lave selv.

Det kan godt betale sig at bruge god tid på budgettet. Det er nemlig let at overse både små og store poster, som kan have betydning for det samlede regnskab.

Du skal fx huske at kontakte dit forsikringsselskab, før du går i gang med renoveringen, og tjekke om du bør tegne en entreprise- eller all risk forsikring, som dækker tyveri af byggematerialer og skader på byggeriet.

Og så er det vigtigt at bruge god tid på at indhente tilbud, før du vælger leverandør og sørge for, at der er indgået en udførlig, skriftligt aftale med håndværkerfirmaet, som sikrer, at den pris, du forventer at skulle betale også er den pris, du ender med at betale.

Somme tider kan det være vanskeligt at gennemskue om et tilbud dækker præcis det, du har bedt om – kender du en håndværker kan det derfor være en god ide at få vedkommende til at læse tilbuddet igennem, inden du underskriver.

Der er med andre ord masser af småting, der kan have betydning for boligrenoveringens samlede pris – derfor er et godt forarbejde og et gennemarbejdet budget vigtigt! I sidste ende bliver I nemlig gladest for det færdige resultat, hvis I også synes at prisen for renoveringen har været rimelig.

4. Få styr på finansieringen

Hvor meget byggeprojektet kommer til at koste, afhænger naturligvis også af, hvordan det skal finansieres.

I dag er det de færreste der sparer op i mange år til større renoveringer af huset. Det skyldes bl.a., at det aldrig været nemmere at få et lån til en lav rente – enten gennem egen bank eller et af de specialiserede finansieringsselskaber.

De gode lånemuligheder giver fleksibilitet og mulighed for at starte dit byggeprojekt allerede i dag – det er praktisk hvis der er et nyt familiemedlem på vej, hvis huset virkelig trænger til en kærlig hånd eller hvis I har fået en god ide, som I næsten ikke kan vente med at gå i gang med.

Brug god tid på at undersøge lånemulighederne, så I ender med et lån med en løbetid og rentesatser, som I er tilfredse med.

5. Læg en plan – og overhold den!

Når du ved, hvilken type renovering, I skal have lavet, hvem, der skal lave det, hvad det skal koste og hvordan det skal finansieres, så er der kun én ting tilbage – at lægge en plan!

Skrækscenariet for enhver, der kaster sig ud i bygge- og renoveringsprojekter er forsinkelse efter forsinkelse.

Derfor er det også vigtigt, at I fra starten får lavet en både god og realistisk plan for, hvordan projektet bliver færdigt. En god tidsplan er med til at holde projektet på sporet og sikre, at I bliver færdige til tiden.

Få mere inspiration til dit byggeprojekt

På Husplushave har vi allerede masser af artikler, hvor du får gode tips til, hvordan du kommer i gang med renovering af huset eller får et indblik i, hvad det kræver – og hvad det koster at lave fx en ny udestue, bygge en carport, lægge gulvvarme og mange andre typer af husrenovering.

God fornøjelse.

Skriv en kommentar