Blandingsbatteri til køkken – Hvad skal du vælge?

Vi lægger mere og mere vægt på de små ting i livet, og det gælder også de små ting i hjemmet. Når man skal vælge et blandingsbatteri til sit køkken, vælger man derfor ikke bare et standard element, men en individuel del af hjemmet. Der skal en del overvejelser til, og det kan være lidt af en jungle at finde det helt rigtige.

Blandingsbatteri til køkken
Det rigtige blandingsbatteri er en vigtig del af både det moderne og det mere traditionelle køkken. Det skal både se godt ud og være praktisk.

Denne artikel giver dig derfor tips til, hvad der er på markedet, og nogle praktiske råd om køb af blandingsbatterier til køkkenet.

Inspiration og priser

Vandhane, armatur, blandingsbatteri – kært barn har mange navne, og det kan være lidt forvirrende. Et blandingsbatteri til køkkenet giver dig både varmt og koldt vand på én gang, og det er mere eller mindre standarden i dag.

Den mest gængse betegnelse, når man kigger på markedet, er i stedet armaturer, og de findes i utallige udformninger: høje, lave, kurvede, firkantede, æstetiske, praktiske, med et eller to greb, og i forskellige farver.

Damixa blandingsbatteri model Venus
Damixa blandingsbatteri model Venus

Derfor bør du først og fremmest overveje, hvilken der passer bedst til dig og dine behov.

Er du til design og farver, er der et stort udvalg, fra Eicos runde former til Børmas kubisme. Der findes mange unikke og sjove stilarter at vælge imellem, og man kan tilpasse med alt fra børstet stål, sorte eller messingfarvede armaturer.

Er du den romantiske type kan du finde klassiske armaturer hos f.eks. Damixa, Hansgrohe og Unique. Her er der både specielle og smukke udformninger, der passer til landkøkkenet, såvel som det moderne køkken med et klassisk twist.

Storkøkkenarmaturer

Til den mere praktisk anlagte kan storkøkkenarmaturer fra f.eks. Vicario eller et køkkenarmatur med spulebruser fra Mora anbefales.

Der er et stort udvalg af forskellige armaturer, der giver ekstra bevægelse samtidig med et elegant udseende.

Hvor meget et nyt blandingsbatteri til køkkenet koster kan variere en del. Du kan få alt fra en overkommelig pris af ca. 400 kr. til 10.000 kr. og opefter.

På hjemmesider som Pricerunner.dk og Kelkoo.dk kan du nemt og bekvemt finde inspiration ved at søge efter køkkenarmaturer. Du kan derefter vælge dit budget og se et udvalg af produkter og priser, inklusiv fragt. Når du har fundet det rigtige, kan du gå videre til forhandlerens hjemmeside, hvor varen kan bestilles.

Miljørigtige og kogende vandhaner

Miljøet har stadig større fokus i dagligdagen, og nu kan et blandingsbatteri i køkkenet også være med til at gøre dit hjem mere miljørigtigt.

Gustavberg køkkenarmatur i Nautic serien
Gustavberg køkkenarmatur i Nautic serien

Nye armaturer er med til at spare på CO2-udledning, og aflaster dermed miljøet. Hos Gustavsberg har man udviklet Nautic-serien, som bærer Gustavsbergs eget e-TAP miljømærke (PDF).

e -TAP stiller garanti for vandbesparelse, udledning, fremstilling og ikke mindst genbrug. Produkter med denne mærkning er samtidig udstyret med energibesparende teknik, der, efter Gustavsbergs eget udsagn, kan mindske op til 50 procent af energiforbruget. Nautic promoveres dermed som det mest miljøvenlige armatur på markedet i dag.

Hvis dit behov er en vandhane, der giver dig varmt vand hurtigt, er der også produkter på markedet, der opfylder dette. Her kan bl.a. nævnes Quooker, InsinkErator AuquaHot og RED fra Grohe.

Selve armaturet er speciellavet til at kunne håndtere det kogende vand, dvs. der er medtænkt ting som formindsket tryk og børnesikret betjening, og der findes forskellige designs at vælge imellem.

Kogende vandhaner fungerer ud fra forskellige principper. Quookers kogende vandhane fungerer på den måde, at der under køkkenvasken monteres en vandbeholder.

Vandbeholderen er vakuumisoleret og udstyret med en varmestråleskærm. Det betyder, at selvom vandet bliver opvarmet til 110 grader, holder overfladen (den udvendige side) stuetemperaturen samtidig med at vandet holdes varmt. På vej ud af vandbeholderen afkøles vandet til 100 grader, og renses desuden af et vandfilter.

En kogende vandhane kan være med til at nedsætte forbruget af vand, idet man ikke skal vente på, at vandet opnår den ønskede temperatur. Ved 100 grader er det f.eks. også muligt at:

  • lave te eller kaffe,
  • sterilisere sutter og sutteflasker,
  • blanchere grøntsager,
  • eller koge æg

direkte fra vandhanen. Det kan derfor være et godt alternativ for en travl familie.

Der er dog også ulemper ved den kogende vandhane, man bør være opmærksom på. Specielt i forhold til et blandingsbatteri er el-forbruget med en Quooker markant højt, fordi det kolde vand opvarmes og holdes på standby ved hjælp af elektricitet. De fleste priser på en kogende vandhane ligger desuden fra 8.000 kr. og opefter.

Praktiske råd – og må jeg selv montere mit blandingsbatteri?

Når du køber et blandingsbatteri til køkkenet, såvel som til andre rum i huset, er det vigtigt, at du ser efter VA-godkendelse (godkendelse af vand- og afløbsinstallationer) på produktet.

Få hjælp til at installere et blandingsbatteri
Få hjælp til at installere et blandingsbatteri

Godkendelsen udstedes af ETA Danmark efter gældende prøvningsbetingelser, og sikrer, at dit armatur overholder grænseværdierne for bly og cadmium, som afgives i drikkevandet.

Når du skifter eller installerer et nyt blandingsbatteri skal du bruge VA-godkendte materialer. Hvis du vil være sikker på, at dit armatur er godkendt, kan du bl.a. besøge Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside, hvor du kan se lister over både godkendte og ikke godkendte armaturer. Siden vil kunne hjælpe dig videre til at finde det helt rigtige armatur til dit køkken.

Hvis du har nikkelallergi, bør du holde dig fra forkromede armaturer.

Som privat person må du gerne montere og tilslutte et blandingsbatteri, men du må ikke ændre på rørføringer eller installationer der er skjult. Vær også opmærksom på, at går det galt, kan der opstå skader, der er både dyre og tager lang tid at reparere. Hvis du ikke er sikker på, hvordan du skal gøre, bør du kontakte en professionel VVS-installatør til at udføre arbejdet.

Skriv en kommentar