Briketter eller brænde – Hvad giver mest varme for pengene?

Brændestabler kan være dekorative, og der kan være en vis tilfredsstillelse ved selv at kløve sit brænde. Men briketter kan være et godt alternativ: ikke mindst hvis du gerne vil have meget tør biobrændsel. I denne artikel kan du læse om priser og om forskelle mellem briketter eller brænde.

Brænde eller briketter
Om du skal vælge brænde eller briketter afhænger af flere ting. Både hvem du spørger og hvordan kvaliteten er på varerne.

Som du vil se, afhænger brændværdien – det vil sige materialets evne til at brænde langsomt og give god varme – helt af den kvalitet, du vælger.

Hvilket tilbud er bedst? – Et konkret eksempel

Til Træ er Miljøs brevkasse stiller en bruger følgende spørgsmål:

Den nye leverandør kan levere to tårne ask for 3.100 kr. – ialt 6 rm brænde eller to paller med hver 960kg træbriketter for 3.180 kr. – Hvad giver mest varme for pengene – første eller anden løsning?

Kilde: trae.dk

Som Træ Er Miljø helt rigtigt pointerer, er det svært at sammenligne rummeter med kilo, når man ikke præcis ved hvilken type rummeter, der er tale om. Brænde kan jo både være fint stablet eller være hældt ned i kasse, hvor det ligger hulter til bulter.

Tæt komprimering – god brændværdi

De to produkter, kunden får tilbudt, koster næsten det samme. Resultatet af Træ Er Miljøs beregninger er dog, at træbriketterne vil udgøre det bedste køb, uanset hvor fint brændet er stablet. Selv ved den bedste stabling af brændet, vil briketmaterialet på grund af sin tætte komprimering være 35 % billigere, hvad brænd-værdi angår.

Hvad er billigst at fyrre op med?

Runde briketter
Runde briketter

Har du fri adgang til skovarealer, og har du selv mulighed for at fælde, vil brænde være at fortrække frem for briketmateriale. For helt almindelige husejere, der skal købe sig til biobrændsel, er sagen en lidt anden.

Undersøgelser foretaget af Energitjenesten.dk viser, at det generelt koster nogenlunde det samme at fyre med de to typer biobrændsel målt i kr. pr. kWh. Dette forudsætter dog, at du køber træbriketer i meget store mængder ad gangen (op til et lille ton).

Ved 10-kilos poser fra byggemarkeder og lignende kan det sjældent svare sig.

En anden undersøgelse (jf. FyrogSpar.dk) konkluderer, at besparelsen ved brug af briketmateriale vil være mindst 10-15 %. Men samtidigt fremhæves det, at besparelsens størrelse afhænger meget af fyrmesterens evner ud i brændefyring.

Fordele ved brug af briketter

Fordelene ved briketbrændsel er, at det ikke fylder meget. Det er let at stable. Du behøver ikke bruge tid på at kløve det. Ønsker du mindre stykker, kan du brække det i hånden. Og så er det letantændeligt, idet det har et langt lavere fugtindhold end brænde.

Tjek altid kvaliteten

Om end der er mange fordele ved træbriketter, er det ikke helt ligegyldigt hvilken type, du køber. Vær især på vagt over for biobrændsel produceret i udlandet.

De værste typer er fulde af lim- og gummirester, der kan udvikle farlige gasser ved afbrænding. Endvidere kan de i visse tilfælde være lavet af regnskovstræ. Så er du interesseret i miljø og bæredygtighed, er det en god ide at spørge efter produktinfo, inden du køber.

Der er også forskel på, hvor godt materialet brænder. Visse briketter smuldrer meget let og efterlader en masse aske, eller også svulmer de gevaldigt op under afbrænding.

Hårdt presset, rent materiale er bedst

Briketter der brænder
Briketter der brænder lystigt i en lille brændeovn

Den bedste måde at tjekke brænd-effektiviteten på er at købe små partier brændsel til at starte med. Når du tænder op i pejsen, vil du lynhurtigt se, om det er noget, der fungerer eller ej. De bedste kvaliteter vil altid bestå af rent træ og være presset så hårdt (op til 2ton pr cm2), at de brænder langsomt og effektivt.

Producenter, der forsøger at presse prisen ned, vil lave mere løse briketter eller blande forskellige typer brændsel. Materialetyper, hvori der både kan være malet træ, melamin og MDF-plader, bør under ingen omstændigheder havne i pejsen hos private forbrugere.

Brænde med høj brændværdi

Der er bestemt også forskel på brænde. Ikke alle typer træ brænder lige godt. Generelt har løvtræ en høj brændværdi. Andre trætyper, der brænder længe, og som giver en næsten lige så god varme er f.eks. birk. Fordelen ved birketræ er desuden, at det egner sig godt til åben pejs, hvor det giver en rolig ild og en fin blå flamme.

Fyr og gran, der har en lidt lavere brændværdi, passer derimod bedre til lukkede brændeovne. Knasterne er fyldt med harpiks og kan godt give en del gnister.

Fyr rigtigt op

Vil du have høj varme i pejsen eller brændeovnen hurtigst mulig, skal du sørge for at dit biobrændsel er så tørt som overhovedet muligt. Du kan med fordel bruge papir eller mindre stykker træ til at tænde op med.

Optændingsbrikker eller kogler kan også bruges. Når du har antændt materialet, er det vigtig, at du justerer spjældet således, at der bliver tilført rigeligt med ilt. Husk i øvrigt med jævne mellemrum at tømme askeskuffen.

Hvilken type biobrændsel skal jeg vælge?

De største fordele ved briketmateriale er, at det ikke fylder meget, og at det er meget tørt. Det er muligt, at du kan spare en smule ved at fyrre op med briketter i stedet for brænde. Diverse undersøgelser viser noget forskelligt.

Bestemmer du dig for førstnævnte, skal du vælge en så ren kvalitet som muligt. Du kan tjekke kvaliteten ved at købe små partier til at starte med. I længden vil det billigste dog være at købe forholdsvis store mængder (det vil sige op til et ton ad gangen).

Husk, at der er forskel på almindeligt brænde, og at måden, hvorpå du fyrer op, er bestemmende for, hvor meget du får ud at dit biobrændsel.

2 kommentarer til “Briketter eller brænde – Hvad giver mest varme for pengene?”

  1. Hej.

    Vi har lige fået hus og skal flytte her d 15 feb. i huset er der el varme , men der er sat en ny brændeovn op . huset er i 2 etager og brændeovnen står på første i stuen , på første sal er der 143 kvm og det skulle ovnen kunne varme op , men vi ved ikke hva vi skal købe som kan varme det op , sidder med silvan blandet lige pt og der er masser af brændsel i , men hva skal jeg vælge ? det skulle gerne kunne varme det hele op og hva betyder det når der står kcal/kg ved de forskellige typer .skal man gå efter en høj eller lav kcal.?

    mvh John

    Svar
  2. Hej John,

    Der er meget uenighed om hvad der bedst kan betale sig at købe. Hvis du køber en god kvalitet træ, så kan det være lige så godt som briketter. Briketter kan dog også være af en dårlig kvalitet, så det kan være rigtig svært at vælge rigtigt.

    Jo flere kcal/kg, desto mere varme for du ud af et kg. Så mere er bedre. Omvendt skal det også holdes op i mod den pris du betaler.

    Personligt kan jeg bedst lide træ, da jeg synes det er hyggeligere.

    Svar

Skriv en kommentar