Der er penge at spare ved at vælge energivenlige vinduer, når du enten skal udskifte de gamle eller når du bygger et nyt hus.
Det er imidlertid slet ikke så enkelt at vælge de rigtige vinduer, for der er mange faktorer, der spiller ind.
Her guider vi dig igennem de mange forskellige mærkninger, der er på markedet i øjeblikket og fortæller dig også, hvad du ellers bør tage højde for, i forhold til indeklima, levetid, sikkerhed og meget andet.
Energimærkninger
Du kender det fra vaskemaskiner og køleskabe, men nu er vinduer også blevet mærket med et bogstav fra A til F, hvor A er det mest energivenlige og F er det dårligste.
Det er Energistyrelsen og vinduesindustrien, der er gået sammen for at lave en ordning, der er enkel og til at navigere i for den enkelte forbruger.
Oven i det har staten indført, at nye vinduer (eller udskiftning af gamle) skal være mærket A, B eller C på denne skala. Der kan dog ses bort fra denne regel, hvis du bor i et fredet hus, men ellers ikke.
DVC mærket og CE-mærkningen
For at hjælpe forbrugeren yderligere, er der også indført et såkaldt DVC-mærke, som står for Dansk Vindues Certificering.
Det er et kvalitetsstempel for den enkelte fabrik og samtidig en garantiordning, så du som forbruger er sikret mod fejl og mangler.
CE-mærkningen kender vi fra bl.a. legetøj og elektriske apparater. Det er indført af EU og handler om at ensarte retningslinjer og standarder i hele Europa.
Som sådan er CE-mærkningen ikke et kvalitetsmærke, men sikrer at det, firmaet lover, også bliver overholdt.
De andre mærkninger
Der er hele 5 andre mærknings-ordninger på det danske marked. PEFC-mærkningen sikrer, at det træ som er brugt til f.eks. dine vinduer, er dyrket og fældet forsvarligt i forhold til såkaldt bæredygtighed – altså at det ikke belaster miljøet unødigt, samt at man ikke fælder et træ uden at plante et nyt.
FSC-mærket minder om PEFC-mærket, men her er der også garanti for at dyr (og mennesker, der måtte leve i skovene) beskyttes.
Ydermere kan du være sikker på, at de mennesker, der fælder træerne ude i skoven, får en ordentlig løn og bruger ordentligt sikkerhedsudstyr.
Så er der DIM-mærket, der står for Dansk Indeklima Mærkning. Her handler det om, at vinduet ikke afgiver for meget lugt og for mange kemikalier til dit indeklima.
Endelig er der Svanemærket, som drejer sig om miljørigtige materialer, altså at der ikke er brugt miljøskadelige materialer ved fremstillingen af vinduerne.
Forvirret?
Det kan vi godt forstå og forvirringen bliver endnu større, når vi fortæller dig, at der ikke er én af disse mange mærkninger, der dækker alt ved et vindue. Det bedste bud er den overordnede energimærkning (A til F), der også er den eneste mærkning, der er lovpligtig at følge.
Alle de andre ting
Når du har fundet et vindue, der opfylder de lovmæssige krav og som har de mærkninger, som du synes er væsentlige, så skal du til at tage stilling til en række andre ting. For der er forskel på vinduer, stor forskel.
For det første er det ikke ligegyldig, hvordan dine vinduer ser ud. Du bør se dem i forhold til hele dit hus og vælge nogle vinduer, der passer sammen med bygningen.
For det andet er der spørgsmålet om støj. Bor du ud til en trafikeret vej, så kan du overveje støjdæmpende vinduer, men du skal vide, at det har konsekvens for miljøvenligheden og indeklimaet, der kan blive mere “tæt”.
Hvad er værst – støj fra en vej eller et godt indeklima? Det er op til dig at afgøre.
Sikkerhed er det tredje punkt. Vinduer (og ruderne) kan være mere eller mindre svære at slå i stykker og dermed bryde ind igennem.
Så ønsker du høj sikkerhed, så bør du vælge sikkerhedsvinduer. Igen har det naturligvis konsekvenser på andre områder.
Femte punkt handler om vinduets levetid, altså hvor længe det holder, inden det skal skiftes ud (igen).
Bor du ud imod en strand ved Vesterhavet, så skifter du nok vinduer rimeligt tit, fordi sandet regelmæssigt ridser dine ruder.
I det tilfælde behøver du ikke satse på langtidsholdbare vinduer, men er du bosiddende i en lille provinsby uden meget trafik foran dine ruder, så er der fornuft i at tænke i langtidsholdbare vinduer.
Vores anbefaling
Søg råd og vejledning. Det kan være rigtig svært at overskue alle disse mærkninger og hvilken betydning de har for hinanden.
Du kan ikke være sikker på at kunne finde et vindue, der opfylder alle mærkningerne – og det er heller ikke nødvendigt.
Snak derfor med en fagmand om hvilke vinduer, der passer bedst til din bolig og glæd dig over en lavere varmeregning, hvor du kan spare mellem 3000 til 8000 kroner om året.
Vinduesproducenter
Hvis du selv vil undersøge markedet for energivenlige vinduer, så har du her en liste over de virksomheder, der er energi-certificeret i Danmark:
Idealcombi A/S
Kastrup A/S
Klaaborg Vinduer & Døre ApS
KPK Døre & Vinduer A/S
Krone Vinduer A/S
Outline Vinduer A/S
Outrup Vinduer & Døre A/S
PROTEC Vinduer A/S
Rationel vinduer A/S
STM Vinduer A/S
UnikFunkis A/S
VELFAC A/S
VM Plastvinduer & Døre
Læs mere om hver producent i dette indlæg.
Tak for info om energimærkningen. Vi skal snart ha udskiftet vores vinduer. Det var godt med listen af vinduesproducenter, da det er meget uoverskueligt via søgemaskiner. Jeg faldt over en hjemmeside, hvor man kunne søge på vinduestyper, og efterfølgende fik en liste frem af producenter (altomhus.dk).