Gøde rhododendron – Sådan får du den rigtige surhedsgrad i dit bed

Når du skal gøde rhododendron rigtigt, handler det om at få den rigtige surhedsgrad i dit bed. Et surbundsbed skabes med spagnum og fyrrenåle, og surhedsgraden vedligeholdes ved at lægge spagnum under din rhododendron hvert andet år.

organisk gødning til rhododendron
De smukke rhododendron planter har bedst af organisk gødning

Det bedste er at gøde en gang om året i april med god organisk rhododendron, som hjælper med at holde den rigtige surhedsgrad i dit bed.

Ekstra lag spagnum hvert andet år gøder rhododendron

Gøde rhododendron lad den vokse i højbed
Skab et højbed til dit surbundsbed for de allerbedste vækstmuligheder for din rhododendron

Rhododendron vokser naturligt i Himalaya i en jord, som har en pH-værdi mellem 5 og 6. Denne surbundsjord er det vigtigste for rhododendron planten, og man anbefaler at planterne skal vokse i en grov spagnum, som har den rigtige surhedsgrad. Den rette jord er vigtig af mange årsager:

  • En god og grov spagnum har den rette surhedsgrad, som er vigtig, da det giver det helt rigtige indhold af næringsstoffer.
  • Den tillader vandet at dræne forbi plantens rødder, så de ikke bliver kvalt af for meget vand.
  • Samtidig holder spagnum på vandet, og frigiver det langsomt til plantens rødder.

Det vigtigste er, at spagnumlaget er stort nok, og nogle gange er den bedste løsning at lave et nyt stort højbed med grov spagnum, så planten kun vokser i spagnum.

Rhododendron vokser rigtig godt i et højbed på ca 40 cm, hvor al jorden er spagnum med den rette surhedsgrad. Du kan ligge et lag grannåle eller fyrrenåle allernederst. Disse er med til at dræne surbundsbedet, og med tiden bliver de også til en god gødning for planten. Det er også en god idé at blande nålene i spagnummen, når du laver højbedet.

Et stort højbed sikrer at rhododendronplantens rødder kun møder jord med den rette surhedsgrad. Dette er vigtig for den fremtidige vækst, da rødderne vokser sig så lange efter et par år, at de kan nå ud i den omgivende jord, hvis bedet er for lille. Møder rødderne den forkerte jord her, kan de ikke optage næring fra jorden, og det kan pludselig stoppe plantens vækst.

Du skal bruge ca. 150-300 liter spagnum til en stor rhododendron.  Spagnummen skal have en omsætningsgrad på 50-60 g/l, og være lys og med tydelige klumper, som du kan mærke igennem posen. Det er meget vigtigt, at den er ugødet, da en gødet spagnum indeholder kalk og derfor ikke er sur nok.

Du kan blandt andet købe Grov gartner spagnum fra Havehandel.dk til billige priser inklusiv levering. og det kan derfor godt betale sig at bestille meget, eller hente det selv i et plantecenter.

Det er også denne slags spagnum, som du bør ligge et nyt lag under planten hvert andet år. Læg laget i ca. 10 cm under hele planten.

Organisk gødning er bedst til rhododendron

Gøde rhododendron
Du skal gøde din rhododendron med en nyt lag spagnum hvert andet år under planten. Fyrrenåle er også en god idé..

Gødning kan være organisk eller uorganisk, og er egentlig blot et andet ord for næringsstoffer til planten. Planter har brug for mange mikronæringsstoffer såsom magnesium, jern, kobber, mangan og de store vigtige næringsstoffer kendes fra NPK gødning, som er nitrogen, fosfor og kalium.

Mange rhododendron-ejere synes at det gode organiske gødningsprodukt Osmo er det bedste til deres rhododendron. Det indeholder magnesium, jern og svovl og også havalger, som er langtidsvirkende. Det skal kun gives een gang årligt i april, så er det nok til hele året.

Gøder du for meget vil saltene i gødningen trække vand ud af planten

Du kan også gøde med almindelig NPK-gødning i april og igen i august, men surbundsbedet har meget bedre af en organisk gødning, da det også gavner mikroorganismerne i jorden.

Du kan også let komme til at give for meget gødning, hvis du gøder med uorganisk gødning, og det kan svide rødderne og planten, og samtidig kan det gøre jorden mindre sur.

Et almindeligt råd er at give svovlsur ammoniak til surbundsbedet, men det indeholder ikke andre næringsstoffer end nitrogen, så derfor kommer din rhododendron til at mangle vigtige næringsstoffer. Vil du alligevel give en smule svovlsur ammoniak, så gør det om foråret, hvor planterne trives bedst.

At gøde rhododenron rigtigt afhænger også af den rette vanding

Vand din rhododendron rigtigt
Giv din rhododendron den rette mængde vand – to gange om ugen for nye planter

Den helt rette mængde vand er vigtig for rhododendron, da for meget vand kvæler den, og for lidt vand tørrer planten ud. Når planten får for lidt vand, åbner den ikke sine læbeceller på plantens blade:

  • Hver gang læbecellerne åbnes slipper der vanddamp ud, samtidig med at CO2 kommer ind. CO2 er helt essentiel for planterne, da det via fotosyntesen bruges til at lave kulhydrater, som bruges til nye blade, rødder og grene.
  • Når planten ikke åbner sine læbeceller, risikerer den også at den bliver overophedet, da vanddampen er med til at regulere temperaturen og virker afkølende for plantens blade midt på dagen.

Vanddampen driver også vandoptaget fra jorden, som en slags pumpe der presser vand op igennem plantens grene. Når planten ikke suger vand nok fra jorden, suger den heller ikke vigtige næringsstoffer fra jorden. Det nytter derfor ikke at gøde rigtigt, hvis du ikke også vander rigtigt.

For unge planter anbefales det at vande to gange om ugen, da rødderne ligger så tæt på overfladen, at vandet fra vandingen hurtigt fordamper. Ældre planter på 5-6 år har kun brug for vanding en gang om ugen, eller måske kun hver fjortende dag. Disse ældre planter har rødder dybere nede i jorden, hvor jorden er mere fugtig end den er i overfladen.

Sådan får du den rigtige surhedsgrad i bedet til din rhododendron

Den rette surhedsgrad i dit rhododendronbed opnåes således ved at skabe et højbundsbed med en god og grov spagnum. Trives din rhododendron ikke, kan det være en god idé at omplante den, og selv meget store rhododendroner kan uden problemer omplantes.

Skab et stort bed med et lag af spagnum på 40 cm iblandet fyrrenåle. Dette er optimalt både for surhedsgraden, og for at give planten den rette mængde vand.

En gang om året bør du give organisk gødning beregnet til rhododendron, og hvert andet år lægger du et lag af spagnum under hele planten. Undgå for så vidt muligt uorganisk gødning som NPK-gødning og svovlsur ammonium.

FAQ

Hvornår skal man gøde sin rhododendron?

Giv din rhododendron gødning i marts-april for at støtte årets blomstring og igen i juli, så planten kan samle kræfter til næste års blomstring.

Skal rhododendron have en bestemt slags gødning?

Du skal helst give din rhododendron surbundsgødning. Den type gødning er designet til at holde jordbundens pH-værdi nede, så din rhododendron trives. Giver du en anden slags, skal du sørge for at holde jordbunden sur på en anden måde.

Hvad sker der, hvis man gøder sin rhododendron med almindelig NPK-gødning?

Det sker der ikke noget ved, men du skal så gøre andre ting for at holde jorden sur. For eksempel ved at sprede grannåle eller spagnum under dine planter.

Kan man give sin rhododendron dyregødning?

Ja, det kan du godt, men det skal helst ikke være for koncentreret, så bland dyregødningen med spaghnum ca. 1:1.

Hvorfor er jordens surhedsgrad vigtig for en rhododendron?

Rhododendron stammer fra Himalaya og er derfra vant til sur jord. Er jorden for basisk, kan planten ganske enkelt ikke optage næringsstoffer og visner.

Kan man give sin rhododenron kompost?

Ja, det kan du godt. Men test pH-værdien i din kompost først. Den skal helst ligge mellem 4 og 6,5.

En kommentar til “Gøde rhododendron – Sådan får du den rigtige surhedsgrad i dit bed”

Skriv en kommentar