Guide: Sådan gør du din bolig salgsklar

Vi er kommet et godt stykke ind i foråret og der er derfor mange der er på jagt efter deres drømmebolig. Foråret er højsæson for boligsalg og hvis du har planer om at sælge din bolig, er det derfor tid til at gøre din bolig klar til salg. I denne artikel får du et par tips til, hvordan du gør det.

Sørg for at boligen er i god stand

Når du skal sælge din bolig, er det først og fremmest vigtigt at boligen er i god stand. Hvis der er synlige skader, kan det hurtigt skræmme potentielle købere væk, og det er derfor det første du skal kigge på, når du skal gøre din bolig klar til salg.

Det er en god idé at starte med at få styr på de synlige skader, som fx revner på facaden, slidte vinduer eller lignende, da det hurtigt skaber et dårligt indtryk af boligen.

Det er dog også vigtigt at kigge på de skader, der er knap så synlige, men som blandt andet fremgår af tilstandsrapporten. Hvis der fx er problemer med fugt i kælderen, vil det være en god idé at få ordnet det, så de mulige købere ikke skal bekymre sig om det, men i stedet kan fokusere på de gode ting ved boligen og fx overveje hvad de kan bruge kælderpladsen til.

Hvis der er noget på tilstandsrapporten, som du får bragt i orden, kan du efterfølgende få lavet en ny tilstandsrapport, så køberne kan se, at boligen er i god stand.

Skab et godt førstehåndsindtryk

Når du har bragt boligen i god stand, er det tid til at skabe et godt førstehåndsindtryk i boligen, så din bolig fremstår godt ved kommende fremvisninger.

Det handler om lidt forskelligt at skabe et godt førstehåndsindtryk, men grundlæggende handler det om tre trin:

1. Ryd op i hele boligen

Når du skal skabe et godt førstehåndsindtryk, gælder det om at rydde op i hele boligen, så boligen ikke fremstår rodet.

Hvis de personer der kommer til fremvisning, kommer ind i en meget rodet bolig, skaber det et dårligt indtryk da boligen så føles mindre end ellers.

Det er derfor godt at starte med at rydde op over det hele, samt sørge for at rummene virker overskuelige. Det er fx ikke godt, hvis der står for mange møbler i et rum, da det på samme måde kan gøre at boligen føles mindre end den egentlig er.

Når du er i gang med at rydde op, kan du samtidig tænke over, hvordan du kan gøre boligen ekstra hyggelig til fremvisningerne. Det kan fx være ved at sætte en buket blomster på spisebordet eller pynte soveværelset med noget flot sengetøj.

2. Lav en grundig forårsrengøring

Nu hvor det er forår, skal der selvfølgelig også laves en grundig forårsrengøring, for at din bolig skaber et godt indtryk.

En forårsrengøring handler om at komme ned i alle kroge i boligen, så der er pænt og rent over det hele. For at lave en grundig forårsrengøring, er det en god idé at sætte nogle timer af til det, så du har den tid der skal bruges til at komme igennem hele boligen.

Hvis du sætter lidt god musik på, bliver det lidt sjovere at gøre rent og vi er ofte også lidt mere effektive når en af vores yndlingssange spiller i baggrunden og det er derfor et godt tip til, når du skal i gang med forårsrengøringen.

3. Gør det pænt udendørs

Et punkt mange glemmer, når de skal gøre deres bolig klar til salg, er de områder der er udendørs.

Men det er vigtigt at du også tænker haven ind i at skabe et godt indtryk. Haven er det første køberne ser, når de kommer til din bolig og hvis græsset er alt for langt og der er ukrudt over det hele, skaber det også et dårligt indtryk til at starte med.

Det er derfor også vigtigt at huske at gøre det pænt udendørs, for at hele boligen ar klar til fremvisninger og giver et godt indtryk af din bolig.

Sæt en passende pris

Når din bolig er klar til at blive solgt, er det vigtigt at sætte en passende pris på boligen, så du hverken sælger den for billigt, men heller ikke sætter prisen så højt, at der ikke er nogle interesserede i din bolig.

Det er især vigtigt at undersøge området din bolig ligger i og se hvordan boligmarkedet er der lige nu.

Når du skal sætte en pris på boligen, er det selvfølgelig også vigtigt at tænke din egen økonomi ind i det. Det kan fx være du skal ud og tage et realkreditlån til at købe en ny bolig, og derfor er det også vigtigt, at du får en god pris, så du har gode forudsætninger for at købe en ny bolig bagefter.

Når du skal sætte prisen på din bolig, kan du med fordel alliere dig med en ejendomsmægler, som kan hjælpe med at sætte den helt rigtige pris, som passer til området.

TAGS:

Mit navn er Robert Johansen, og jeg er blogger hos husplushave.dk hvor jeg bidrager med forskellige artikler indenfor gør-det-selv og diverse hobby-emner. Jeg interesserer mig rigtig meget for havearbejde, og holder af at nørde med restauration af gamle møbler.

Kommentarer