Hortensia – Den smukke busk der gør din have endnu mere fantastisk

Her kan du læse alt, hvad du behøver at vide, for at have skønne og frodige hortensia med lang blomstring i din have. Med lidt vejledning er det en af havens nemme planter, som belønner din omhu med fantastiske blomster i månedsvis.

hortensia

Hvornår og hvor skal du plante hortensia

Hortensia er en haveplante, som ikke trives maksimalt indendørs. Den har godt af årstidernes skiftende temperaturer.

Den vokser naturligt i store dele af verden, og særligt i Østasien og i Nordamerika finder man den smukke busk i skovbryn og buskadser.

Hvis du planter den rigtigt, vil du på få år få den tætte og smukt buede hvælving af hortensia, som mange haveejere ser for deres indre øje.

Plantning af hortensia i haven

Det bedste tidspunkt at plante ude i haven er om efteråret. Ligesom med mange andre flerårige planter. Om efteråret vokser hortensia ikke så voldsomt, og den er på vej i hvile. Så kan den bedre klare at blive forstyrret af omplantningen.

For når en plante får forstyrret rødderne, er det svært for den at suge vand. Derfor skal du helst plante på et tidspunkt, hvor den ikke vokser så meget for at undgå, at den tørrer ud.

Du kan godt plante på andre tider af året, men så skal du være gavmild med vandkanden.

Lad være med at plante hortensia, når det er frostvejr.

Selvom den godt kan klare at stå ude hele året i det danske klima, så kan den ikke lide at blive plantet om vinteren, hvor der er risiko for frost.

Kan hortensia lide skygge eller sol?

Hortensia er en skovplante, og derfor kan den bedst lide at stå et sted i haven, hvor der er det, man kalder vandrende skygge.

Det vil sige, at der er lidt sol og lidt skygge i løbet af dagen. Du kan sagtens plante i mere sol eller mere skygge, men der skal helst være begge dele fordelt over dagen.

Et meget yndigt syn er en lang række af kurvede hortensia langs husmure ude på landet eller i engelske “cottage gardens”, og det er da også en oplagt placering, da der sjældent er fuld sol op ad en husmur hele dagen.

Kan man plante hortensia i en krukke?

Hortensia kan både plantes direkte i havejorden eller i krukker, hvor den også kan blive utrolig skøn. Frit plantet i haven kan den klare sig vinteren over, men hvis du har den i krukker, så skal du passe lidt på dem.

Bliver det meget hård frost, så stil dem ind til husmuren eller i et udhus, hvor de kan have det lidt mildere. Du kan eventuelt dække din plante i krukke til med grene fra juletræet, når det har gjort sin pligt inde i stuen.

Gerne i blæst, men ikke i storm

Selvom du bor på toppen af en bakke, så kan du godt plante hortensia. Lidt blæsevejr tager ikke pippet fra den, selvom en del af blomstringen dog godt kan blive beskadiget, hvis det stormer meget.

Det skal dog ikke være i kystnære områder med megen salt i luften.
Har du først plantet den ordentligt i jorden og behandler den godt, kan du have glæde af de skønne blomster i mange år fremover.

Sådan får du hortensia til at vokse optimalt

Hortensia skal have en god jord fuld af organisk materiale. Den kan ikke lide sandet jord eller stiv lerjord.

Tænk på, at den naturligt vokser i en skov, hvor der altid er masser af formuldede blade og andre plantedele i jorden.

Det er det, du skal efterligne derhjemme i haven.

Plant din hortensia rigtigt og få en sund plante

Når du skal plante din plante, uanset som det er i jorden eller i en krukke, skal du have et hul, der er mindst dobbelt så stort som den klump af rødder og jord, som den har i potten.

Fyld hullet op med vand og lad det sive væk. Så skal du fylde hullet 1/3 op med sphagnum og bland det med almindelig havejord.

I den blanding skal du plante din plante. På den måde sikrer du dig en jord med sur pH-værdi, som lige præcis er det, den foretrækker.

Din hortensia skal have meget vand

Vand rigeligt – både efter plantningen og i det hele taget. Hortensia tørrer nemt ud, så du skal vande rigeligt. Det er sjovt nok derfra, planten har sit navn: Hortensia hedder hydrangea på latin, og det kommer sig af de to græske ord for vand og kar, nemlig hydor og angeion.

Hvis din plante hænger med bladene, eller hvis den har blomster, der hænger, så er det tegn på, at du ikke har vandet nok. Hvis din hortensia ikke blomstrer helt så meget, som du drømmer om, så kan det også være et tegn på manglende vanding.

Hortensias blomster er ren magi i flere farver.

Der er noget ganske særligt ved denne plante, udover månedsvis af store, smukke blomster. Nogle arter kan nemlig skifte farve. Hvis din blå hortensia er blevet rosa eller din lyserøde hortensia er blå, så er det pH-værdien i jorden, der laver ballade i blomsterbedet.

Du kan gøre din rosa plante blå ved at bruge en særlig form for gødning, der får den til at skifte farve. Det er mineralet aluminiumsulfat eller alun (5 g pr plante forår og efterår, som drysses på jorden), som regulerer jordens pH-værdi. Begge dele købes hos en materialist.

Hvilken pH-værdi forandrer farven på blomsterne?

En jord med neutral pH-værdi, dvs. den mest almindelige havejord, giver hortensia med hvide, lyserøde, rosa eller pink blomster. En lav pH-værdi, dvs. sur jord med iblandet sphagnum, giver blå blomster.

Planter du hortensia under et tagskæg langs en kalket mur, som man ofte ser det ved bondehuse, vil kalken fra muren gøde hortensiaen ujævnt. Så får man det vidunderlige syn af en meterlang hæk med blomster i alle nuancer mellem blå og lyserød.

Gode råd til beskæring af hortensia

Hortensia kan med held beskæres let i april. Lad endelig de smukke blomsterstande sidde vinteren over, hvor de vil være meget smukke i frostvejret.

I april, når faren for hård frost er ovre, kan du klippe blomsterstandene væk.

Men pas på – på de fleste sorter af hortensia findes anlæggene til de nye blomster lige under de gamle blomsterhoveder. Så du skal kun klippe den visne blomsterstand af ned til første, grønne skud. Ellers kommer der ingen blomster på den gren, du har beskåret, kun grønne blade.

Hård eller forkert beskæring er udover manglende vanding som regel årsagen til, at plantens blomstring udebliver.

Hvor høje bliver hortensia?

Den bliver med tiden til en busk på omkring 1 til 2 meter og 1 meter bred, afhængig af sort og voksested. Klatrehortensia kan blive en 2 meter høj busk, men ikke så bred. Så plant den et sted, hvor den ikke bliver klemt efter et par år.

Planten er ikke spiselig

Det er i dag meget moderne at plante spiselige planter og indsamle bær, blade, blomster og rødder i naturen for at lave nye retter i køkkenet. Hortensia skal du dog lade være med at spise.

Planten indeholder nervegiften cyanid (blåsyre) og er giftig, hvis du spiser den. Hunde og katte kan blive alvorligt forgiftede af at spise hortensia, men gør det dog yderst sjældent, da den ikke smager godt.

Sygdomme og andre problemer

Det er en robust plante, som ikke angribes særligt alvorligt af sygdomme og utøj. Skulle din plante få brune blade eller har den fået meldug, kan du behandle med et svampemiddel.

Hvis du sørger for at vande godt og give gødning til surbundsplanter årligt, kan du trygt regne med hortensia i fuldt flor fra juli til frosten kommer.

Pasning af hortensia i krukker

Har du plantet din hortensia i en krukke, skal du sørge for at pleje den ekstra godt. Hvert forår skal du tage den op af krukken og klippe rødderne lidt tilbage.

Så kan du plante den igen i ny, frisk jord iblandet ca. 40% sphagnum. Hvis du behandler din plante i krukke så fint, kan den blive et festfyrværkeri af farve på terrassen i 6 måneder hvert år. Sørg blot for at købe den online eller på et gartneri med et stort udvalg, der sælger hortensia, der er beregnet til at kunne gro og blomstre i flere år.

Hvilke varianter af hortensia kan jeg købe?

Du kan finde et væld af skønne hortensia i handlen. Der udvikles hele tiden nye sorter med særlige egenskaber. Her er et overblik over 6 af de dejligste:

Hvid, bred og dejlig: Hydrangea arborescens “Annabelle”. Denne sort har hvide blomster, som er kugleformede og meget elegante.

Den blomstrer villigt og længe, og “Annabelle” fryser kun meget sjældent tilbage i det danske klima. Denne hortensia kaldes også “Træagtig hortensia”.

Den bliver 1,5 meter høj og forholdsvis bred, så den er velegnet som inddeling af havens rum , langs husmure eller langs et eksisterende plankeværk.

Klar blå og frodig: Hydrangea macrophylla €œBodensee”. Busken bliver meget stor, ofte 2 meter høj og 1,5 meter bred, og den kan stå frit eller langs fx et skel eller op ad et hegn.

Bladene er mørkegrønne og ægformede, og planten er meget hårdfør. Et solidt og frodigt valg til dig, der ønsker en høj, robust og velvoksen hortensia.

Den fås i flere farver og med blomsterstande i flere udformninger, hvor sorten “Bodensee” er meget smukt blå og fuldt udsprunget blomsterstand.

En kompakt og pink perle: Hydrangea macrophylla “Green Shadow”. En anden dejlig sort er den ret mørkerøde “Green Shadow”, som er lav og kompakt i udtrykket, modsat mange andre macrophylla-hortensia.

Den er næsten japansk i sin fremtoning, for blomsterne er kantede og grafiske i det, i modsætning til de mere romantiske og løsslupne former for hortensia.

“Green Shadow” er velegnet til at vokse i sin egen ret i et bed helt for sig selv, hvor den er meget skøn.

Sirligt hvid og meget stor: Hydrangea paniculata, som også kaldes havehortensia eller syrenhortensia. Denne hortensia er smukt hvid eller svagt limegrøn og opret i væksten.

Meget høj, op til 3 meter, og næsten lige så bred.

Pink/blå med rig blomstring: Hydrangea macrophylla “Endless summer”. En nyere sort, som er fundet i Nordamerika i meget koldt klima.

Den har de velkendte blå eller lilla blomster, som kan ændre farve som beskrevet ovenfor. Denne hortensia er ca. 1 meter høj og lige så bred.

Som noget ganske særligt blomstrer denne sort på nye skud, dvs. du skal ikke være så bange for at komme til at beskære for hårdt.

Mørk og mini: Hydrangea aspera “Hot Chocolate”. Denne sort er anderledes end de andre, da dens blomster er mindre, kun mellem 1 og 5 cm i diameter.

De er violette og dramatiske. Bladstænglerne er rødlige og bladene mørkegrønne og aflange. Denne variation bliver ofte brugt som kugle, og den kan blive op til 2 meter høj og ca. 1,5 meter bred.

Anbefalet tilbehør til hortensia

Når du skal i gang med at dyrke hortensia, er det en god ide at have dels de rette redskaber og dels den rette jord klar. Du skal have fat i en god og ergonomisk spade, til når du skal have planten ud af potten og på plads.

Husk en krukke, der kan flyttes rundt

Skal du plante i en krukke, så vælg en, der kan tåle frostvejr. Helst også en letvægtskrukke, som du nemt kan flytte ind i læ, hvis det fryser meget hårdt.

Det kan også være en god idé med leca kugler i bunden af krukken for at sikre, at der ikke står vand i bunden af krukken.

Planten har som beskrevet hårdt brug for sphagnum og surbundsgødning for at trives.

Hvilke andre planter vokser godt sammen med hortensia

Den kan både vokse solitært, dvs. helt alene, eller indgå sammen med mange andre planter i et samlet bed. Hortensia kræver sur jord for at trives, og derfor kan du vælge andre planter med samme behov for sur jord, når du skal skabe din haves dejligste bed med hortensia og andre herligheder.

Smukt i bedet med hortensia

Det er helt klassisk at plante den sammen med den smukke og spiselige hosta, stauden astilbe og bregner til at dække jorden med.

Du kan også tænke en kombination af hortensia og prægtige rhododendron, som er en anden plante, der med tiden bliver til en stor busk.

Tilsammen giver de rigtig god mening, fordi rhododendron blomstrer først på sæsonen og lige indtil, at hortensia tager over. Med den kombination i haven har du derfor altid smukke blomster at nyde.

Har du spørgsmål eller kommentarer – eller vil du dele med dine venner?

Skulle du have et ubesvaret spørgsmål efter at have læst denne guide til plantning af dyrkning af hortensia, så skriv til os.

Du er også velkommen til at dele guiden med dine venner eller andre have-interesserede, hvis du synes, at den var god og brugbar læsning.

FAQ

Kan hortensia klare vinteren udenfor?

En hortensia kan sagtens klare at stå udenfor hele året, så længe rødderne ikke fryser. Hvis din hortensia står i krukker, kan de evt. flyttes ind langs med husmuren. Du kan dække rødder i jorden med flis, for at holde på varmen – bare hold øje med skovsnegle.

Hvor meget skal jeg klippe min hortensia ned?

Det er bedst at beskære en hortensia om efteråret efter blomstringen, da den producerer etårige skud. Klip de afblomstrede hoveder af, eller klip den helt ned til 15-20 centimeter i februar eller marts måned. Typer med toårige skud bør dog beskæres om foråret allerede inden første blomstring.

Hvor stor bliver en hortensia?

Der findes flere typer af hortensia, men busken kan sagtens blive op til to meter høj. Det er derfor vigtigt, du sørger for at beskære den, hvis du vil holde den nede. En hortensia i krukke vil ikke blive så stor, da rødderne ikke kan brede sig.

Hvilke farver hortensia findes der?

Der findes hortensiaer i et væld af farver, ofte i et spektrum fra rød til blå. Farverne afhænger af jordens surhedsgrad, og altså ikke kun hvilken sort, du har fået fat i. Lav pH-værdi vil resultere i blå blomster, høj værdi vil give lilla eller røde blomster.

Hvilke insekter tiltrækkes af hortensia?

Hortensiaer tiltrækker mange flotte nytteinsekter som guldsmede, bier, sommerfugle mm., men kan også angribes af meldug, bladlus, gråskimmel, trips og spindemider. Jævnlig kontrol kan forebygge skade på planterne.

Hvad for nogle sygdomme kan ramme en hortensia?

Hortensia er desværre meget modtagelig overfor sygdomme, som overføres gennem insekter. Hold øje med armillaria svampe og bladpletter på din hortensia, og fjern syge grene så snart de opdages. Misfarvede blade kan være tegn på for meget vand og kan også bare fjernes sikkert.

39 kommentarer til “Hortensia – Den smukke busk der gør din have endnu mere fantastisk”

  1. Har købt 5 havehortensiaer, ca 0,5 meter (ikke potten medregnet). Vil gerne plante den i et bed samlet, men er i tvivl om hvor tæt de skal plantes?

    Svar
    • Hej Christina,

      Det er lidt smag og behag. På sigt bliver de jo relativt store og vil derfor kunne vokse ind i hinanden, hvis de står for tæt.

      Omvendt så tager det år, så jeg vil nok foreslå, at du planter dem relativt tæt.
      Måske med en meters mellemrum eller noget i den stil.

      Med venlig hilsen
      Mikael

      Svar
  2. Hej. Jeg købte for 3 år siden en hortensia i den lokale rema1000, den blev plantet ud i surbundsbedet om efteråret og er vokset rigtigt fint. I år har den så begyndt at forandre sig, flere af blomsterne er blevet randblomster, hvilket kun gør den flottere, men hvorfor gør den det?

    Svar
  3. Findes der en plante, som ligner hortensiaen ?
    Her tænker jeg på de flotte blomsterstande, den lange blomstringstid, hvor nem den er = passer nærmest sig selv?
    Bh Jill

    Svar
  4. Hej jeg har en Hortensia jeg har haft i mange år i krukke med store røde blomster vandet godt beskåret og gødet efter bogen men de sidst 3 år har den kun været stor smuk og grøn ?Hvad har jeg gjort galt har 3 købt samme sted samme resultat har flere i krukker ca 15 år gamle de er så smukke? Hilsen Pia i Nr.Dalby

    Svar
  5. Hej Mikael.
    Som du skriver er Hortensia en utrolig smuk og nem plante og jeg har bl.a. 3 stykker i krukker.
    Her kommer mit problem med disse 3. De har fået -måske – en svampeart. Bladene er gråblå og kunne godt ligne noget svamp. Blomsterne bliver fra blå til rødlige og plettet. Jeg læser, at de skal tages op hvert forår og beskæres, hvilket jeg endnu ikke har gjort.
    Kan det mon være fordi, de er vandet med regnvand fra en stor beholder ,hvor har ligget rester fra buske i ?
    Hvis jeg nu resten af året lader den være, vil den stadig have svamp i sig til foråret? Eller hvad mon jeg kan gøre.
    Det er underligt at det kommer nu, men vi er flyttet tæt til en skov og store træer!?
    Håber at du vil komme med et godt råd. Dejligt at læse dine mails og pøj pøj med dine projekter. Mange hilsener Anette.

    Svar
  6. God artikel, meget oplysende og omfattende.
    Jeg har fået to store hortensia i krukker og skal beslutte, hvor de skal placeres.
    Vi har en “lerhave”, så der skal skabes et bed til dem uanset, hvor vi vil have dem.
    Det bedste skyggested er en skråning ned til husets nordvest-gavl; der er masser af vand, men de er næsten allerede for store til stedet; kan jeg holde dem i den nuværende højde, går det; er det godt for planterne at blive beskåret? Hvordan gør jeg det bedst?

    Svar
    • Hej Else-Marie,

      Hvis de allerede er for store til stedet, så er det nok ikke de optimale sted alligevel. Det vil være ærgerligt konstant at skulle “holde” dem nede, for at de kan være der.

      Så hellere finde et sted hvor de kan få lov til at vokse lidt mere frit (det er en smagssag, men min anbefaling).

      Mht. beskæring, så skiver vi om det her.

      Med venlig hilsen
      Mikael

      Svar
  7. Hej Mikael.
    Mange tak for dit hurtige svar angående mine Hortensiaer. Jeg har selvfølgelig læst artiklen, som du med et link henviste til og det var meget nyttigt for mig, idet der stod rigtigt mange gode facts .
    Jeg synes dog ikke jeg fandt en forklaring på, hvorfor mine mange Hortensia krukker (størrelse 25 til 35 cm i diameter) ikke vokser helt så perfekt, som jeg kunne ønske det.
    De har givet en del blomster men kendetegnende for dem alle er, at de er meget ranglede og tynde i alle stilkene, hvilket medfører, at de forholdsvis store og dermed tunge blomster ikke kan bæres af stilken. Nogle få knækker men de fleste bøjer ned og dermed vender forkert, så det samlede syn er trist.
    Jeg har bundet dem op til pinde og med megen snor og ja det hjælper men snore og pinde ses desværre tydeligt så det samlede syn er mindre skønt end ønskeligt.
    Hvad gør jeg galt.

    Svar
    • Hej Torben,

      Super at du har læst artiklen. Har du fulgt ovenstående råd omkring plantning i krukker?

      Altså at du tager den op hvert forår, klipper rødderne lidt tilbage, giver den nu jord og de rette mængder gødning?

      Med venlig hilsen
      Mikael

      Svar
  8. Jeg har med glæde og interesse læst om rododendron og hortensia. Mine rododendron er 25 år gamle, og står efterhånden lidt for skyggefuldt. Men nu ved jeg så også at jeg kan drysse nåle fra silkefyrren i rododendron bedet. Tak for saglig interessant læsning.✋

    Svar
  9. Har for ca. 3 uger siden købt hortensier 2 stk. Plantet dem i krukker og vandet dem ligesom andre krukkeplanter. Nu er de begyndt på at en buket i blomsten vælter og efterfølgende selvfølgelig visner. Nede hvor buketten sidder på stilken er der så brunt og efterfølgende falder den af. Det sker på begge hortensier og der er 2-3 stk. hver dag. Hvad kan det dog være og hvad gør jeg.
    Med venli hilsen Ulla knudsen

    Svar
    • Hej Ulla

      Det er et godt spørgsmål og jeg har ikke et rigtigt svar til dig. Det kan skyldes mange ting. For meget vand, for lidt vand, for meget gødning, for lidt gødning, for meget sol/varme eller for lidt.

      Mit bedste bud er, at fortsætte som “normalt” med den ene og så prøve noget radikalt anderledes med den anden. Det vil måske give dig en ide om hvad der kan være galt.

      Og så naturligvis læse de råd der gives i artiklen herover 🙂

      Mvh.
      Mikael

      Svar
    • Det glæder mig at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det problem.
      Det startede for 2-3 år siden (har haft hortensia i 10-15 år uden problemet).
      Jeg har prøvet alt – lidt vand/meget vand, lidt gødning/meget gødning, sol/skygge, ompotning – lige lidt hjælper det. Jeg køber nye planter hvert år.
      Det er først i plante nr. 2 det er begyndt i år. Vil være glad for at høre, om du eller andre har fundet årsagen.
      Med venlig hilsen
      Jette N.B.

      Svar
  10. Jeg drømmer om en frodig klatrehotensia på min altan. Men selvom jeg gentagne gange har købt planter på em god planteskole, får de efter nogle måneder rødbrune pletter på undersiden af bladene og noget der ligner spind mellem bladene.
    Hvad skal jeg gøre?

    Svar
  11. Hej !
    Min veninde har tre hortensiaer, de står i krukker, som alle er visnet.
    Hun har også kat, og en fremmed kat kommer og afmærker territorie.
    Kan det være kattens urin der får hortensiaerne til at gå ud??
    Eller er det noget andet, der gør at de går ud?
    Med venlig hilsen

    Svar
  12. Jeg har et bed med 10 buske og de er ved at blive for store, da de står ved nogle vinduer. Jeg plejer at klippe dem ned til første skud, men n u har jeg tænkt mig at klippe dem næsten helt ned. Og så håbe at de kommer igen. Kan du anbefale det.
    Mvh
    Kirsten Dommerbye

    Svar
  13. Mine nyindkøbte hortensia har fået lidt frost, så blomsterne er blevet brune, der er ikke sket noget med de grønne blade.
    Hvad vil være rigtigt at gøre?
    Klippe ? Og i så fald hvor meget
    Eller hvad gør jeg?

    På forhånd tak🌺

    Svar
  14. min hortensia har fået hvide knopper på stilkene og bladene , de sidder meget
    fast, kan ikke skyldes af, men det ser ud som om der kommer blomster. Er plantet i en stor krukke, 3år gammel. Hvad gør jeg for at fjerne ” knopperne”

    Mvh Frede Andersen

    Svar
  15. Tak for mange gode råd. Jeg har et spørgsmål der lyder sådan:
    Ved flytning har jeg taget 3 flotte pinkfarvede med og placeret i en
    plantekasse der er stor nok til alle 3 men den største er blevet hvid ikke de 2 andre, hvad kan det skyldes og hvad kan jeg gøre.
    Jeg har en flot syrenhortensia så jeg vil gerne have den pink igen.
    jeg håber du kan give mig et svar. På forhånd tak.
    mvh Lisbeth Chrois

    Svar
  16. Mine Hortensiaer har fået uldlus, kan jeg klippe dem helt tilbage nu.
    Jeg er så godt klar over at jeg ingen blomster får næste år, bare de ikke går ud.
    Med venlig hilsen
    Nina Madsen

    Svar
  17. Købte for 3 år siden 7 hortensia Endless Summer, fordi de skulle være særlig robuste. Plantede om foråret lige før tørkeperiode. Vandede meget -(for meget?) Nu efter 3 år er der kun 2 tilbage og især den ene har fået frostskader på blade. Blev plantet ordentligt efter alle råd og har blomstret godt, indtil de visnede. Så nu skal jeg starte forfra.
    Efterår skulle være bedre plantetid. Er sent i august OK? Senere på året er de tit udsolgt. Hvilke sort skal jeg vælge denne gang ? -de fleste står i halvskygge, kun en enkelt får megen sol. Mest lyserødt, men også måske en hvid eller blå.

    Svar
  18. Jeg har købt tre Hortensia som skal plantes i krukke, de første par år, tænker jeg.
    Kan jeg efter “krukkeåren”, plante dem i jorden i haven?

    Kan en Hortensia i krukke ,tåle at stå der det kan komme til at blæse lidt, rundt om hjørnet?

    Jeg vil sætte krukkerne i læ af husmuren i vintertid. Skal jeg dække krukkerne med halmmåtte og evt. filt over busken ?
    Eller er det bedre at sætte dem ind i et glashus vi har = drivhus men som ikke bruges til det formål?
    Hvor meget skal de vandes i vintertid, hvis de i det hele taget skal vandes under vinteren?

    Med venlig hilsen
    Kerstin

    Svar
  19. Hej. Tak for en fin artikel om Hortensia. Jeg har dog et spørgsmål, som jeg ikke fik svar på og det er, om hortensia kan plantes under et stort bøgetræ? Den vil så få dryp fra bøgetræets grene. Vh. Rita

    Svar
    • Hej Rita
      Det er jeg sikker på sagtens kan lade sig gøre, men det kan muligvis kræve en indsats i forhold til vanding indtil planten har etableret et godt rodnet.
      Jeg kan anbefale dig at besøge en lokal planteskole og høre om de har en hortensiasort, som egner sig godt til formålet.

      Svar
  20. Jeg har 3 flotte hortensiaer ishavene. Når blomsterne visner bliver der en kedelig lille buket tørrede tilbage. Skal de fjernes når de lige er visne eller til foråret når de er helt tørre?
    Pft venlig hilsen Anne P.

    Svar
  21. Hej Mikael
    Jeg skal flytte mine tre Hortensiaer, da jeg skal bo et nyt sted. De har stået i krukker, i fem år, men jeg kan ikke huske om de står i spagnum. De har fået hortensiagødning hvert år, og de holder sig flot. De har stået i en lille baggård med få timers sol om dagen.
    Spørgsmålet er om jeg skal bevare dem i krukker, eller om ville de have bedre af at komme over i en lidt større kumme/kar, hvor de kan stå sammen, og hvor rødderne vil kunne nå ned til undergrunden med tiden? Hvis de kommer over i kummen, vil de stå i sol fra 9.30 til 18 i sommerhalvåret, og de vil få noget mere vind.

    Svar

Skriv en kommentar