Klinker til kælder – Hvad du skal overveje inden du starter

Klinker til kælder
Når du vælger klinker til kælderen, så kan det godt betale sig at vælge nogen der er praktiske.

Som i resten af huset har gulvet i din kælder meget stor betydning for hvorvidt det føles rart at opholde sig i rummet. Går du rundt med planer om at gøre din kælder brugbar på en ny måde, er nye klinker et godt sted at starte.

Først bør du orientere dig om, hvad der skal til for, at du kan bruge din kælder til det formål du ønsker. I slutningen af denne artikel kan du finde links til steder hvor du kan hente yderligere information.

De dyreste og de billigste

Når du ved, hvad der skal til og har gjort dig de nødvendige forberedelser, er det tid til at vælge klinker.

Du kan få klinker helt ned til en pris af 150 kr./m De billigste sælges som regel som rest-partier. Hvis du ringer til forhandleren, får du ofte ’et godt tilbud’.

Du kan også sagtens købe klinker til over 600 kr./m². Forskellene i pris skyldes ikke så meget materialet de er lavet af, men mere måden, hvorpå klinkerne forarbejdes.

Skårede vs. uskårede klinker

Skårede klinker
Eksempel på skårede klinker

Nogle klinker skæres til efter brænding, så de passer med de eksakte mål, som forhandleren opgiver til kunden. Skårede klinker har den fordel, at du altid i fremtiden kan få klinker magen til. Således er du sikker på at få ensartet klinkebelægning gennem hele huset.

Hvis du tænker på først at lægge klinker i kælderen og måske om et par år at lægge dem i dit bryggers, bør du vælge skårede klinker, hvis ikke du vil købe hele partiet med det samme.

Hvis arbejdet med klinker derimod er en engangsforestilling, kan du sagtens vælge de uskårede klinker. De er billigere, da de kræver mindre forarbejdning.

Klinkerne varierer kun i størrelsen fra parti til parti. Hvis du ved, hvor mange kvadratmeter, du skal bruge, kan du trykt tage den billige løsning.

Når du investerer i uskårede klinker, skal du bare huske at købe ekstra ind til reparationer og uforudsete problemer undervejs. En god regel er at købe 5 procent flere klinker end, du har brug for rent kvadratmetermæssigt.

Pris afhænger mere af forarbejdning end af materiale

Du kan få billige marmor-klinker og dyrere klinker i keramik. I forhold til pris spiller forarbejdning af produktet typisk en større rolle end, hvad klinkerne er lavet af.

Har dine klinker runde hjørner? Er de forarbejdet så, de ser rustikke ud? Er det skårede klinker, hvor du kan få flere af samme type, når du ønsker, fordi de har samme mål fra parti til parti? Det er, hvad du betaler for, når du træffer det dyrere valg.

Andre ting at tage højde for

Forskellen mellem glaserede og uglaserede klinker er udseende og delvis også slidstyrken. Uglaserede klinker er typisk en smule mindre modtagelige. De pådrager sig sjældnere ridser. Ridser er mindre tydelige.

Glasuren er dog i dag så stærk, at der skal rigtig meget til før, den beskadiges.

Læg mærke til klinkernes slidstyrke. I kælderen skal de have en slidstyrke på tre, helst fire. Glasur eller ikke glasur bliver dermed mere eller mindre et spørgsmål om smag og behag.

Store klinker er sværere at lægge

Hvis du får en håndværker til at lægge klinker i din kælder, er det en god ide at snakke med ham eller hende om, hvor stor ujævnhed, du kan forvente klinke for klinke.

En hovedregel er, at jo større klinker, jo sværere er de at lægge. På et helt plant gulv er der ingen forskel, men så snart der forekommer de mindste ujævnheder i underlaget, bliver det meget sværere at få et pænt resultat med store klinker. Jo mere ujævnt underlaget er, jo mindre klinker bør du vælge.

Specielt gælder det, når du konstruerer fald i gulvet hen mod et afløb. Kurvefald mod afløb er selvsagt særligt svært at konstruere med store klinker – f.eks. klinker med målene 120 X 120 cm.

Store klinker er flotte – især i store rum. De er meget populære lige for tiden, men betænkt en ekstra gang om du vil tage den risiko, det indebærer at bruge dem i din kælder.

Store gulvklinker
Store gulvklinker specialfremstillet til italiensk luksushjem

Lyse klinker giver et lysere rum

Tænk også på, at de fleste kældre har svagt lysindfald fra små vinduer, der sidder tæt ved loftet. Lyse klinker hjælper med at lyse rummet op. Tilsvarende bidrager mørke klinker med at gøre rummet mere dunkelt.

Hvad end du vælger, bør du overveje:

  • Giver det mening at lægge klinker i din kælder? Er kælderen indrettet til formålet? Hvad skal der til af forbedringer før, din kælder bliver det?
  • Skal du bruge flere klinker af samme type engang i fremtiden?
  • Tør du satse på store klinker?
  • Hvordan er lysindfaldet i din kælder? Tør du vælge klinker i mørkere farver?

Du kan se et gedigent udvalg af forskellige klinker bare ved at benytte dig af Googles søgemaskine. Du kan også købe dine klinker over Nettet og få dem direkte leveret til døren. Inden, du bestiller, bør du for en god ordens skyld tage ned i den nærmeste butik og se, hvordan klinkerne ser ud i virkeligheden.

2 kommentarer til “Klinker til kælder – Hvad du skal overveje inden du starter”

  1. Hej Mikael

    Vi har bygget hus for 2 år siden og fået lagt antrasit grå 60×60 klinker i forgang, baggang, køkken alrum. specielt i baggang hvor vasketøjskurven står samt under spisebord hvor vores triptrap stole står er der kommet en del ridser i klinkerne, – bør dette kunne ske med slidstyrke 4, samt hvad kan man evt. gøre for at fjerne/skjule ridserne igen.

    på forhånd tak

    Ryan

    Svar
  2. Hej Ryan, det er et rigtig godt spørgsmål du stiller og desværre er det ikke noget entydigt svar. Med hensyn til om stolen burde kunne lave ridser i gulvet, så kan jeg ikke svare ja eller nej. Faktum er, at det gør den og det er nok næppe pga. fejl i fliserne.

    Mht. at fjerne ridserne, så er der ikke umiddelbart nogle rigtig gode metoder og specielt ikke hvis de er meget synlige. Mit bedste bud vil være at tage forbi det sted hvor fliserne er købt for at høre om de enten har et middel til at behandle netop de pågældende fliser eller alternativt om du har mulighed for at købe nogle ekstra og så udskifte dem helt.

    Uanset, så vil det nok være en god ide at sætte nogle beskyttelsesdupper under stolene så der ikke kommer flere ridser til.

    Mvh
    Mikael

    Svar

Skriv en kommentar