
Hvorfor smide haveaffald til storskrald, når du kan omdanne det til den fineste havemuld? Du skal blot bruge en kompostbeholder. Den kan være enten lukket eller åben og vil typisk være lavet af materialer som plast eller træ.
Ønsker du en træmodel, kan du forholdsvis let lave den selv. Læs herunder om fordele og ulemper ved de forskellige typer af beholdere.
Lukkede plastbeholdere – et godt værn mod rotter
En lukket kompostbeholder af plast udgør et særdeles godt værn mod rotter. Meget afhænger dog af, hvilken type affald du smider i beholderen.
Almindeligt haveaffald interesserer rotter sig ikke for, og her kan du ligeså godt benytte dig af en åben beholder af træ.
Vil du derimod lave kompost af kogte grøntsager, frugt og andre former for køkkenaffald er en lukket beholder uundværlig.
Gå efter en kraftig model
Vælger du en kompostbeholder af plast, vil vi anbefale dig at gå efter en forholdsvis kraftig model. Billige tynde materialer kan rotterne sagtens gnave sig igennem. En god beholder med en størrelse på 200-500 liter koster omkring 500 kroner.
Tidligere har vi anbefalet en særlig rotationsbeholder som kunne købes hos Toolworld, men selvom princippet og tanken bag var smart, så gik den for ofte i stykker når der blev puttet for meget (og for vådt) materiale ned i den. Modellen er derfor udgået og i stedet vil vi hellere anbefale en Graf kompostbeholder. Den er ikke super sexet og har heller ikke en masse bevægelige dele, men til gengæld så holder den og virker år ind og år ud.
Drænhullerne i bunden på kompostbeholderen er med til at give god luftcirkulation og lade evt. væske sive ud af beholderen. Ligeledes har den et stort hul i den nederst del af beholderen, som gør det lettere at skovle komposten ud.
Normalt er sådan en stor beholder dyr i fragt, men hvis du alligevel kommer forbi enten Vallensbæk eller Børkop ved Vejle, så kan du hente den for kun 29 kr. Prisen er i skrivende stund 499 kr. (nedsat fra 749 kr.) hos Toolworld.dk.
Vær opmærksom på temperatursvingninger
Ulempen ved plastbeholdere er, at du har sværere ved at styre fugt- og temperaturniveauet end i end åben beholder. Bliver indholdet for varmt og fugtigt, er der stor risiko for, at det vil gå i forrådnelse.
Det er derfor også vigtigt, at du blander vådt affald med tørt affald. Bruger du kompostorme, skal du være særligt opmærksom på temperatursvingninger. Kompostorme kan hverken tåle frost eller høj varme. Du bør således ikke stille beholderen direkte i solen.
Fordele ved en åben kompostbeholder
Åbne kompostbeholdere – meget ofte lavet af træ – har den helt åbenlyse fordel, at de kan rumme mere end en lukket plastbeholder. De passer fint til store haver, hvor der vil være meget haveaffald i form af nedfaldne blade, kviste og græs.
Har du husdyr som f.eks. kaniner eller høns, kan du blande husdyrgødningen op med haveaffaldet.
Ligesom det gælder ved lukkede kompostbeholdere, får du det bedste kompostresultat ved blande fugtige affaldstyper med tørt affald. For store mængder ublandet græs har det med at gære, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Dog er det nemmere at styre komposteringen, når beholderen er åben.
Let gør-det-selv løsning uden brug af søm og skruer

Du kan nemt lave en åben træbeholder selv. Du skal sådan set bare bruge 16-20 træbrædder, en rundsav og en stiksav. Fyr eller lærketræ egner sig fint.
Det vigtigste er, at ud ikke bruger trykimprægneret træ, idet det indeholder en række ikke nedbrydelige giftstoffer, der kan trænge ud i kompostmulden.
Du laver beholderen ved at save to hak i hver ende af brædderne: f.eks. 3 cm i bredden og 3 cm i dybden. Det smarteste er først at samle brædderne via en skruetvinge, foretage opmålingen og herefter bruge en rundsav.
På den måde sikrer du, at hakkene kommer til at ligge helt ens. Med stiksaven fjerner du det overflødige træ i hvert hak. Når du først har savet alle brædderne til, skal du blot samle dem.
Du behøver ikke bruge hverken søm eller skruer, og du kan let justere højden på beholderen ved enten at tilføje eller fjerne brædder. Du sparer ikke nødvendigvis en masse penge. Men du kan selv bestemme, hvilke dimensioner beholderen skal have.
Gode / dårlige typer kompostaffald
Åbne beholdere egner sig som allerede nævnt bedst til haveaffald som græs og blade. Større grene komposterer meget langsom. Dem bør du ikke blande i.
Lav i stedet flis af dem. Med hensyn til lukkede kompostbeholdere bør du være endnu mere omhyggelig med din sortering af affaldet – især, hvis der er tale om køkkenaffald. Kød- og fiskeaffald hører ikke hjemme i en i komposten. Bemærk i øvrigt, at der er forskellige regler, alt efter hvilken kommune du bor i.
Korrekt placering af kompostbeholderen
Sæt beholderen et sted i haven, hvor den får skygge – f.eks. under et træ i den bagerste del af haven. Skygge er vigtigt – ikke mindst hvis der er tale om en lukket beholder, der er følsom over for temperatursvingninger.
Sørg i øvrigt for, at beholderen er placeret, så den ikke er til gene for naboen. Om sommeren kan affaldet nemlig hurtigt komme til at lugte.
Hvilken model passer bedst til mine behov?
Vil du gerne lave kompost af køkkenaffald er det helt klart en fordel at bruge en lukket kompostbeholder af plast. Det er den eneste måde, hvorpå du kan værne dig mod en eventuel rotteinvasion.
Dog er lukkede beholdere ikke specielt store, og komposteringsprocessen kan være svær at styre. Til store mængder haveaffald vil en åben beholder af træ som regel fungere bedst. Eventuelt kan du arbejde med både en lukket og en åben beholder.
Jeg skal have flyttet min lukkede plastic kompostbeholder, der indtil nu har haft bundpladen placeret direkte på jorden.
Må den placeres på fliser eller skal kompostormene have adgang til “undergrunden” gennem den hullede plastplade ??
Hej Bent,
Kompostormene skal have adgang til undergrunden, men det er nok at de har et hul (gerne under midten af kompostbeholderen). 20×20 centimeter vil være nok.
Den optimale løsning for dette hul vil være, at du graver det 1 meter dybt og så fylder det med kviste, blade eller spagnum. Så har ormene nemlig mulighed for at “flygte” hvis der bliver for varmt eller for koldt i kompostbeholderen.
De skal nok komme tilbage når temperaturen igen er blevet tilpas.
Derudover har hullet den fordel, at det kan bruges til at lade “saften” fra beholderen sive ud i undergrunden.
Mvh
Mikael
P.S. Hvis du har lyst, så vil vi meget gerne modtage et billede af din løsning når du er færdig, så andre kan drage fordel af din kreation.
Hej. Har besluttet mig for at lave en lille kompost med orme på min tagterrasse. Dog synes jeg, at de store lukkede plasticbeholdere er drøn grimme og skal den stå i skygge bliver jeg nødt til at placere den, så den kan ses fra vores stue. Kan man evt vælge 2 x 50l metalspande med låg, eller skal en kompostbeholder udformes specielt?
På forhånd tak.
Mvh
Pernille
Hej Pernille,
Som sådan skal den ikke udformes specielt og spande vil godt kunne fungere. Dog skal du sikre dig, at der kan komme luft til og at evt. vand kan rinde ud så det hele ikke bliver en underlig suppe.
Mvh.
Mikael