Et læhegns fornemmeste opgave er at skabe læ for dig, når du sidder på din terrasse, men der er stor forskel på om du vælger et læhegn til 80 kroner eller ét til 1000 kroner.
I det følgende skal vi se nærmere på fordelene og ulemperne ved læhegn i træ eller et levende hegn, før vi til sidst komme med en helt ny idé, hvorved du nemt kan forandre din have.
Læhegnet – placering og funktion
Der er to vigtige ting, du skal være klar over, inden du beslutter dig for et læhegn i træ eller et levende læhegn.
For det første er der noget, der hedder turbulens. Hvis du har et læhegn, der er en solid plade, så kan vinden ikke komme igennem og vil derfor komme rundt om læhegnet. Det kan give nogle voldsomme kastevinde, som vil være til stor gene, når du sidder på din terrasse, men det kan helt undgås ved at huske at lave nogle huller i dit læhegn.
For det andet skal du tænke over, hvordan dit læhegn skal se ud, sådan at det både passer ind i haven og omkring terrassen. Du kan nemlig få mange forskellige modeller, former og farver.
Et læhegn i træ
Et plankeværk, et pilehegn eller måske et lamelhegn? Der er utallige muligheder, hvad angår læhegn i træ. Alene træsorterne er der mange af, dertil kommer design og størrelse på hegnet.
Det er hurtigt sat op og selvom det kræver lidt vedligeholdelse gennem årene (noget træbeskyttelse og noget træolie), så er det nemt at have med at gøre.
Økonomisk kan du få læhegn i træ i alle prislejer. Det afhænger fuldstændig af, hvad du gerne vil have eller om du vil lave det selv.
Du kan også få dyre hegn i f.eks. lærketræ monteret af professionelle håndværkere eller du kan selv køre i det lokale byggemarked og fragte stolper og brædder med hjem.
Vælger du at købe eller lave et læhegn i træ, så husk det med hullerne, så du ikke bliver generet af turbulens under din grillfest.
Et levende læhegn
Du kan også vælge at plante et læhegn. Enten ved at bruge slyngplanter op af et mindre plankeværk eller nogle stolper eller ved f.eks. at plante et pilehegn, som du så fletter i et flot mønster.
Alternativt kan du bruge hækplanter, som du faktisk kan købe i den rigtige højde, sådan at du ikke skal vente på, at det vokser op.
Fordelene ved et levende læhegn er bl.a., at du slet ikke skal tænke på vinden, da der er naturlig passage gennem hegnet. Derudover vil du have et læhegn, der er naturligt og som derfor nemmere vil kunne blive en del af den helhed, der er din have.
Du skal dog være opmærksom på, at plante noget stedsegrønt, hvis du ikke vil have at folk skal kunne kigge ind om efteråret og vinteren.
Vedligeholdelse af et levende læhegn handler om at klippe det til, hvis det er nødvendigt, ellers skal du ikke foretage dig noget.
Du finder tilbud på levende læhegn i alt fra ahorn til ærtetræ, til priser fra 2 kroner per plante, her (du skal bruge cirka 6-8 planter per meter læhegn, du vil lave).
Den nye idé
Ã…rene går og du vil opleve, at haven forandrer sig i takt med at dig og din familie måske også får andre behov og ønsker.
En småbørnsfamilie vil sjældent have de samme behov som et midaldrende par uden hjemmeboende børn. Men hvorfor ikke tage højde for denne forandring, også når det gælder dit læhegn?
Uanset om du vælger et læhegn i træ eller et levende læhegn, så kan du nemlig lave det i flytbare dele. I form af lange, dybe potter, hvor du har hækplanter eller som et plankeværk, der består af flere moduler, der kan sættes sammen og som kan flyttes, fordi der er hjul under.
Det flytbare læhegn har også den fordel, at du kan lave om på terrassens rum, når du har behov for det. Skal du f.eks. holde stor fest, så er det måske rart at kunne åbne terrassen helt op og fjerne læhegnet?
En sidste fordel er at du kan udskifte et enkelt modul, hvis du f.eks. ønsker andre hækplanter, eller måske et modul med glas i. Der er uanede muligheder og ikke mindst plads til at eksperimentere, når du har lyst til det.
Hej. Jeg har en have hvor vestenvinden blæser lige ind. Der står nogle pile- og hasseltræer men de dækker ikke forneden (og giver undertræk) hvorfor jeg vil sætte et hegn op på vindsiden. Jeg er opmærksom på at et hegn med en hulprocent på 35% giver den bedste læ. Spørgsmålet er så: hvilket ikke-levende hegn har denne hulprocent? Er et pileflethegn tæt nok til at give ordentligt læ – med andre ord, hvad er hulprocenten på et pileflethegn som man kan købe?
Mvh Linda
Hej Linda. Der er lidt delte meninger om det er 35% eller om man skal helt op på 50%, men det tror jeg ikke gør den store forskel i dit tilfælde.
Grunden til at man taler om disse procenter er, at der ved en tæthed på 100% (dvs. helt tæt) let opstår strømninger og træk tæt på hegnet (længere væk fra hegnet kan 100% dog have en bedre effekt).
Den enkleste metode at vurdere hulprocenten på, er ved at kigge på hegnet med egne øjne og lave et skøn. Fylder hullerne i hegnet omkring 30-50% af hegnets areal, så går du ikke helt galt i byen.
Ok. Jamen så kan det måske være at jeg alligevel skal have et helt tæt hegn idet der er et bed/beplantning langs hegnet og at lævirkningen skal virke ca 10-15 m ind i haven.
Du skriver at en hulprocent på 100 er et helt tæt hegn. Det forvirrer mig idet jeg vil mene at et tæt hegn burde have hulprocent nul og et trådhegn have i nærheden af 100. Der er jo ingen huller i et tæt hegn. Har du skrevet forkert?
Mvh Linda
Hej Linda, ja det var en skrivefejl (som er rettet nu). Der skulle ikke have stået hulprocent på 100% men en tæthed. Beklager forvirringen.
Jeg kan i øvrigt anbefale dette lille (gamle) pdf dokument hvis du vil have lidt yderligere information og billeder: http://www.hfb.dk/fileadmin/templates/hfb/dokumenter/artikler/16-1-del-2.pdf.