Opsætning af postkasse – Regler og love for postkasser

Opsætning af postkasse
Der er regler for opsætning af postkasse og følger du dem ikke, så har posten lov til at lade være med at levere dine breve.

At sætte en postkasse op er ikke så nemt, som det lyder. Der er nemlig en række regler og love, som du skal være opmærksom på, når du sætter en postkasse op.

Når du kender og efterlever disse regler – som du kan læse dig til i det følgende – så kan du dog i ro og mag sætte din postkasse op og så skulle det ikke volde de store vanskeligheder.

Ny postlov i 2010

Der blev lavet en ny postlov i 2010. De vigtigste regler er:

  • Førhen har det været sådan, at hvis du er over 65 år og bor i lejlighed, så kan du få leveret posten direkte til døren. Reglen er nu blevet ændret, så det ikke længere er muligt at få den leveret til døren, men som du kan se i punktet nedenunder er det muligt at få dispensation.
  • Hvis du er gangbesværet eller har et psykisk eller fysisk handicap, så er det dog stadig muligt for dig at få posten leveret direkte til døren. I sådanne tilfælde skal du kontakte kommunen, der derefter vil afgøre, om det er muligt, at få posten leveret til din dør.
  • Alle helårsboliger skal have en postkasse opstillet i skellet mod nærmeste offentlige vej. Det gælder uanset husets byggeår og senest den 1. januar 2012 skal postkassen være flyttet ud.

Postkasse med front mod vejen

Solid postkasse
En solid postkasse er et godt valg

De første to punkter giver sig selv, men lad os se nærmere på det sidste af punkterne. Det sidste punkt – at postkassen skal være opstillet vendt mod nærmeste offentlige vej – betyder, at postbuddet skal kunne nå den direkte fra den vej, som dit hus ligger op til uden at stå af cyklen.

Postkassen skal være let at se og gå til, den må ikke være overdækket af f.eks. buskads. Herudover skal der skal være tydeligt navneskilt på.

Alle navne på postmodtagerne skal skrives tydeligt på postkassen, men det behøver ikke at være det fulde navn, dvs. P. Hansen er fuldt tilstrækkeligt som forkortelse af Peter Hansen. Bor du i lejlighed skal der også stå etagenummer på navneskiltet og lejligheds- eller værelsesnummer.

Når en postkasse står så tæt på vejen, så er det også nødvendigt at sikre den mod langfingrede personer. Derfor er det lov, at der skal lås på – en regel der også er nævnt i reglementet.

Er postkassen sat på en pæl eller lignende, så skal du også sikre, at man ikke kan tage postkassen af pælen med et snuptag.

Har du et hus, hvor hoveddøren vender ud mod vejen, så kan en brevsprække i døren fungere ligeså fint som en postkasse. Husk sprækken skal leve op til standardmålene, så du kan få c4 kuverter gennem brevsprækken uden problemer.

Postkasse i lejligheder

Der står i loven, at i alle etageejendomme skal postkasserne placeres ved selve gadedøren, dvs. oftest i stueetagen.

Det er en del af loven, at postkasserne bliver placeret i en så logisk rækkefølge som muligt, så postmanden hurtigt og ubesværet kan gøre sit arbejde.

Rækkefølgen skal være således, at beboerne fra stuen til venstre skal placeres nederst i postkasseanlægget, mens brevkassen til den øverste etage til højre skal placeres øverst til højre i anlægget.

Bor du til leje i en lejlighed er det dog ikke dit ansvar, at postkasserne bliver sat korrekt op. Det er derimod ejeren af lejligheden eller foreningen. Hvis du derimod bor i hus er det dit eget ansvar, at postkassen vender ud mod vejen og overholder de andre krav og regler.

Brud på regler

Det kan måske synes lidt besværligt at skulle tjekke alt dette blot for at sætte en postkasse op. Reglerne er blevet indført for at lette arbejdet for postbudene, der hver dag cykler rundt for at dele post ud.

Postbud på cykel
Postbud på cykel leverer post ud

Hvis du ikke overholder disse regler, så kan postbudene nægte at dele post ud. I så tilfælde vil du enten få besked på, at du kan afhente din post på posthuset, eller at din post er blevet sendt tilbage til afsenderen.

Uanset om du skal ud og købe en ny postkasse, eller om du allerede har en velfungerende en af slagsen, så skal du være opmærksom på de nye regler, ellers risikerer du, at din post ikke når frem.

Bor du i hus kan man groft sagt sige, at den vigtigste regel som er trådt i kraft med den nye postlov er, at postkassen skal være placeret med brevsprækken ud mod den nærmeste vej, og at postbuddet skal kunne nå postkassen, når han sidder på cyklen.

Bor du i lejlighed er postkassens placering ikke dit ansvar, her skal ejeren af ejendommen eller foreningen dog sørge for, at alle ejendommens postkasser bliver placeret samlet tættest på gadedøren til lejligheden – dvs. typisk i stueetagen.

Du skal være opmærksom på, at du kun får leveret post til din entredør, hvis kommunen giver dig dispensation. Den skal du selv søge om. Det kan f.eks. være, hvis du er gangbesværet eller har et psykisk handicap. Alderdom i sig selv er ikke nok til at få den leveret til døren.

5 kommentarer til “Opsætning af postkasse – Regler og love for postkasser”

  1. Jeg vil opstille min nye postkasse på græsset uden for min hæk, nede ved den offentlige landsbygade, der ikke har noget fortov i min side, men blot græsrabat.

    MEN: Hvor mange cm skal den så være fra vejkanten, for at den ikke er på “offentlig grund” eller lignende?

    Er der regler om det i vejloven eller andet steds?

    Svar
  2. Hvad er reglen ved sommerhuse.? Er der her ikke en pligt til at have en postkasse? Hvis ikke, hvordan får man så sin post eller avis leveret?

    Svar
    • Hej Grethe,

      Hvis din grund er udstykket FØR 1973, så gælder der de samme regler som for levering af post til villaer.

      Hvis grunden er udstykket EFTER 1973, så kan der benyttes et brevkasseanlæg (placering af postkasse skal følge bestemte foreskrifter) eller der kan være en brevkasse ved det enkelte fritidshus.

      Vil du være helt sikker på, at du gør det rigtigt, så posten bliver leveret, så hør det lokale posthus.

      Hvis ikke du sætter noget op, så vil posten ikke kunne leveres og bliver sendt retur. Avisen kan muligvis godt leveres, men der skal du tale med dit lokale avisbud.

      Om du kan lave en lille “handel” med det lokale postbud skal jeg ikke kunne sige. Hvis dit hus ligger ude på landet, så er mange ting muligt 🙂

      Mvh.
      Mikael

      Svar
  3. Har en nabo der har tinglyst adgang til hans grund Ca 30 m over vores jord skal postkassen stå vedvores skel ud til offentlig vej eller ved hans eget skel på forhånd tak
    Vh egon Jensen

    Svar

Skriv en kommentar