Røgalarm – Bedste røgalarmer og deres placering

Røgalarm

Røgalarm fra Jacob Jensen - Fik flest point i TÆNK's 2011 test

Røgalarmer kan redde menneskeliv, hvilket gør dem til uhyre vigtige installationer. Der kan være forskel på, hvordan de fungerer, og hvor sensitive de er.

Men placeringen og den daglige vedligeholdelse er også vigtige faktorer. Læs her om mulighederne, og om hvordan du sikrer dit hjem på den mest hensigtsmæssige måde med en røgalarm.

Optiske modeller – gode ved glødebrande

Batteridrevne optiske modeller er meget udbredte alarmtyper. Alarmen går i gang, når lysstrålen fra apparatet bliver brudt af røg.

Apparaterne er især gode til at reagere på glødebrande med synlig tyk røg. De kan fås i varierende størrelser – ofte i sæt, der kan sammenkobles.

Sammenkoblingen betyder, at alle apparater sætter i gang, når blot et af dem registrerer røg.

Ioniserede alarmer – hurtig reaktion ved flammebrande

brand

Røgalarmer hjælper til at undgå brand

En anden type er de ioniserede modeller.

Ved hjælp af et svagt radioaktivt stof kan man ionisere kammeret i en røgalarm således, at den bliver særligt følsom over for brande med et lavt niveau af røg: f.eks. pludselige flamme-brande.

Det er ikke noget farligt ved opsætning af ioniserede apparater.

Dog skal du ikke forsøge at åbne dem, således at du kommer i direkte berøring med kammerets indhold.

Elektriske modeller mere sikre end batteridrevne

Elektriske modeller har den åbenlyse fordel, at du ikke jævnlig skal tjekke, om batterierne er i orden og fungerer, som de skal. Dette gør dem helt klart mere sikre end batteridrevne modeller.

Det er dermed også ved lov blevet vedtaget, at alt nybyggeri (fra 2004 og frem) skal have mindst én elektrisk alarm.

Test i Tænk – ioniserede modeller klarerede sig bedst

Forbrugerbladet Tænk testede i 2011 24 forskellige røgalarmer. Alarmerne blev testet med røg fra fire forskellige retninger og med røg fra afbrænding af forskellige materialer så som træ, bomuld og polyurethane (skumplast).

Jo-El mini røgalarm

Jo-El mini røgalarm - Super cool og fylder næsten ingenting

Der blev lagt mest vægt på apparaternes reaktionsevne, men også brugervenligheden havde noget at skulle sige. Der blev testet både optiske og ioniserede modeller.

Sidstnævnte – Jacob Jensen og Jo-El – fik flest point.

Priser – Jacob Jensen og Jo-El

Jacob Jensen-modellen hører til blandt de dyreste. Den har et flot design og er ioniseret – altså særligt følsom over for brande med et lavt niveau af røg.

Prisen ligger mellem 300 og 500 kr. pr. styk alt efter, hvilken forhandler du vælger. Er du medlem af FDM kan du p.t. få to styk til 349 kr. i FDM’s netbutik.

En anden noget billigere – men også mindre stilfuld – løsning er Jo-El Classic Solo, testvinderen i Tænk & Test. Apparatet kan fås via Coop til 79,95 kr. Det er batteridrevet og ionisk. Jo-El fås også i en dyrere miniudgave (ca. 250 kr.) med et batteri, der ifølge forhandleren kan holde i fem år.

Andre muligheder

Andre muligheder i form af optiske modeller finder du bl.a. hos Greenline.dk.

De koster mellem 60 og 350kr. Også denne forhandler har en mini-model med lang batteri-levetid. Modellen er 50 kroner billigere end Coop’s model.

Placering – hvor gør de mest nytte?

Røgalarmer skal monteres i loftet. Ofte vil det være en god ide at have et par stykker – ikke mindst, hvis du har et hus med flere etager. Monter alarmerne forskellige steder som f.eks. i stuen, ved trappeopgangen, i entréen og i loftsrum.

Sørg for at alarmen har god plads og en central placering. Det er således ikke hensigtsmæssigt at sætte den i et hjørne. Afstanden til hjørner skal være mindst 50 centimeter.

Undgå falsk alarm – hold køkkenet fri for røgalarmer

Det kan være ret irriterende, hvis en alarm er overfølsom og går i gang uden grund. Placeringen har meget at skulle sige. I køkkenet, hvor der med jævne mellemrum vil være stegeos og damp, bør der således ikke være en alarm.

Det er ofte sket, at folk i irritation over de høje alarm-bip piller batterierne ud af apparatet og herefter glemmer at sætte dem i igen.

Badeværelset er heller ikke godt sted for alarmer. Også her kan fugt og damp give falsk alarm.

Sørg for friske batterier

Det er vigtigt, at du jævnligt tjekker dine alarmer – især, hvis de er batteridrevne. Alarmer med gamle, halvdøde batterier er ikke meget værd. Man kan her med rette tale om falsk tryghed.

Visse alarmer giver en biplyd fra sig, når det er tid til batteriskifte. Men som tommelfingerregel kan du regne med, at der skal skiftes batterier mindst en gang om året.

Vedligeholdelse – et par gode råd

Hvad enten du har en batterimodel eller en elektrisk model, bør du følge nedenstående råd for at sikre den mest optimale drift:

  • Test alarmen jævnligt ved at trykke på den
  • Rengør den, hvis der sider støv, spindelvæv eller lignende i kanalerne
  • Undgå at overmale alarmen, da du herved kan lukke de kanaler, der fører op til sensoren
  • Udskift din røgalarm hver tiende år.

Hvad er det mest sikre?

Ved glødebrande kan optiske modeller være nøjagtig lige så gode som ioniserede modeller. Sidstnævnte er dog lidt mere sensitive og dermed gode til at reagere på brande uden røg.

De klarer sig bedst i test, og de behøver ikke nødvendigvis være specielt dyre. Vil du opnå optimal sikkerhed, bør du have mere end en alarm og mindst én elektrisk model, der ikke kræver batteri-udskiftning. Test og tjek jævnligt, om alarmen virker – ikke mindst, hvis den er batteridreven.

OBS – Opdateret!: Se dog videoen herunder. Der kan være tilfælde hvor det vil være en bedre løsning af have optiske røgalarmer. Den mest sikre løsning er at have begge dele.

TAGS: bedste røgalarm , jacob jensen røgalarm , røgalarm test

Søren er autodidakt handyman og elsker at rode med sit hus, sit sommerhus og sin have. Gennem mange år har han fået erfaring indenfor en lang række emner. Han gør en dyd ud af at sætte sig i forbrugerens sted og ønsker at formidle sin viden om de bedste produkter til de bedste priser i så klart og informativt et sprog som muligt.

Kommentarer

6 Kommentarer på Røgalarm – Bedste røgalarmer og deres placering

  1. Anne Marie Julius siger:

    Hej
    Mon der er andre end mig som ind i mellem får en falsk alarm og gerne vil haver den infernalske larm til at stoppe hurtigt?!!!
    Min løsning plejer at være at tage alarmen ned, og lægge den i et andet rum, så man har fred til at afhjælpe årsagen til alarmen.

    Hvor nem er fx. Jacob Jensens alarm at få ud af beslaget, så man kan bringe alarmen ind i et andet rum, og fx. lufte ud, før man sætter alarmen op igen.

    Havde engang alarmer fra IKEA, som sad fast med Velcro på vægbeslaget. Den tog man bare fat i, og rykkede af. Så var der hurtigt ro til at tage sig af årsagen til alarmen gik i gang.

    Ved andre røgalarmer har jeg næsten rykket beslaget i stykker for at få alarmen ned, så bibberiet kunne holde op.

    Måske du kunne skrive lidt om hvor nemme alarmerne er at tage ned. Også en fordel ved batteri-skift.

    Med venlig hilsen
    Anne Marie

  2. Mikael siger:

    Hej Anne Marie. Det lyder da ikke godt hvis du jævnligt har huset fyldt med røg 🙂

    Både Jacob Jensen og Jo-El mini modellerne bliver monteret på et beslag. Altså beslaget monteret i loftet og selve alarmen skrues derefter på. De er begge to meget nemme at skrue af (hvis man bare husker at skrue den rigtige vej når man får travlt i kampens hede).

    Mvh
    Mikael

  3. Sune siger:

    I din sammenligning til sidst, får du til at lyde som om at ioniserende røgalarmer er bedre end optiske. Det er langt fra altid tilfældet. Ved røgudvikling uden flammer, reagere de ioniserende typisk *meget langsommere* end de optiske, så langsomt at man kan dø af røgforgiftning og/eller anden forgiftning inden de går i gang (½-1½ time efter start).
    Så vidt jeg kan se har Tænk sat ild i nogle forskellige materialer, og så målt hvor lang tid røgalarmen var om at reagere. Problemet her er så, at det er sjældent at materialer pludseligt selvantænder. En optisk røgalarm vil i mange tilfælde reagere inden en egentlig brand.
    Ioniserende røgalarmer har det desuden med at give flere falske alarmer end optiske, med det resultat at folk deaktivere dem.
    Se evt. denne 6 minutters video:
    Video på Msnbc
    Samme video på Youtube

  4. Mikael siger:

    Hej Sune,

    Mange tak for dine links. Vi har nu opdateret artiklen. Den del var vi (og åbenbart mange andre) ikke opmærksomme på.

  5. Michael Sørensen siger:

    Der står i artiklen at fugt og damp kan sætte røgalermen igang. Hvordan kan det være?

    • Mikael siger:

      Hej Michael,

      Jeg kender ikke den tekniske forklaring på dit spørgsmål.
      Informationen kommer fra Beredskabsstyrelsens hjemmeside her.

      Personligt har jeg aldrig oplevet, at damp har sat en røgalarm i gang og jeg har også selv en røgalarm i køkkenet (ikke i badeværelset, men det har ikke noget med damp at gøre).

      Mvh.
      Mikael