Spots – LED og halogen spots til loftet

Både halogen-spots og LED-spots er populære i de danske hjem. Men hvad virker egentligt bedst, når det gælder loftsbelysning – LED eller halogen?

Det findes, der ikke et enkelt svar på, da det kommer an på dine behov, men du kan dog blive klogere med denne oversigt, hvor du bl.a. finder fordele og ulemper ved de forskellige lyskilder, kvalitet versus pris og overvejelser omkring installation.

Fordele ved halogen-spotten

Halogen spotsSpots med halogen er en klassiker på markedet, der giver en god, koncentreret lysstyrke, hvilket der kan være behov for fx i køkkenloftet, så du kan se, hvad du laver, når du står og laver mad eller i entré-loftet, så du kan finde dine sko. Fordelene er bl.a.:

  • I forhold til glødepæren opnår man en el-besparelse ved at bruge halogenpæren, fordi der bliver anvendt nogle særlige gasser i halogen-pæren og i nogle tilfælde også ved at omforme lav-volt. Det vil sige, at i forhold til glødepæren, så sparer du penge på din el-regning og skåner miljøet.
  • Halogen-spotten har en god farvegengivelse på højde med glødepæren og lyser med fuld styrke med det samme, du tænder på kontakten.
  • Halogen-pærer er gode til spot-belysning, fordi lyskeglen er samlet om et centralt punkt, mange bruger dem fx til at oplyse billeder med.
  • Gå efter de mest energieffektive halogenspots, hvilket typisk står på pakningen. Levetiden for et halogenspot er på 2.000-5.000 timer.

Ulemper ved halogen-spotten

  • Halogenspots bør som hovedregel ikke benyttes til generel rum-belysning, da det kræver mange halogenpærer at lyse et helt rum op – og dermed også en unødvendig høj elregning.
  • Husk også, at halogenspots bliver meget varme, og det er derfor vigtigt at holde brændbart materiale på afstand af pæren, typisk 50 cm.
  • Selvom halogen-spotten bruger mindre energi end en glødepære, bruger den stadig mere energi end en LED-spot og er derfor mere miljøskadelig.

Fordele ved LED-spotten

LED spotsLED – også kaldet Light Emitting Diode – er relativt ny på markedet. Den består af små elektroniske komponenter, som udsender lys, når der går strøm igennem dem.

Lysdioder i almindelige spots er nu så gode, at de i vidt omfang kan benyttes til erstatning for almindelige halogenspots – og det kan være med stor fordel for både miljøet og elregningen.

Det kan dog være svært at gennemskue markedet, da der kommer nye LED-produkter ud på månedsbasis. Her følger en række fordele:

  • En LED-spot har et lavt strømforbrug i forhold til både halogen-spotten og glødepæren – derved sparer du både penge på elregningen, og udledningen af CO2 nedsættes.
  • Der er ingen miljøskadelige stoffer i pæren. Det er dog bedst at aflevere pæren til genbrug, da pærehuset ofte består af aluminium.
  • En LED-spot har en levetid på 50.000-100.000 timer, alt efter type, hvilket klart overgår halogen-spotten.

Ulemperne ved LED-spot

  • Lysstyrken kan variere i forhold til en halogenspot. En LED-spot har ofte et lidt blåt, koldt lys, men der findes dog såkaldte varmehvide nuancer på markedet, der har et lys, der fint lever op til glødepærens og halogenlampens skær. Man skal dog se sig godt for og være parat til at købe de dyre diodepærer for at sikre en god farvegengivelse.
  • Den mister lysstyrke over tid.
  • Bemærk også, at de fleste LED-spots sender lyset i én retning og derfor egner sig bedst til spots og lamper, der udelukkende lyser i en retning. Har du brug for pærer, der spreder lyset, så skal du kigge efter bredt strålende LED-pærer (til brede flader).

Hvad er LED for noget?

“LED” (light-emitting diode) er en elektronisk komponent, der omsætter elektrisk energi til et smalt bølgeinterval. I begyndelsen blev komponenten mestendels brugt til lommeregnere, digitale armbåndsure og måleinstrumenter.

Siden fulgte cykellygter og lommelygter. Og i dag anvendes lyskomponenten til et utal af formål, herunder til lamper til boligen.

Diode-lys er blevet kritiseret for at være for skarpt og for ikke have samme varme lys som glødelamper.

Men teknikken har været under konstant udvikling, dioder er generelt meget effektive og med en lysdæmper kan du let regulere lysintensiteten.

Montering af LED spots

“Må man indbygge GU10 LED spots direkte i isoleringen?” spørger en bruger af forummet www.lav-det-selv.dk.

Daxtor Easy2light spot
Daxtor Easy2light spot

Da også LED-dioder udvikler en vis varme, må de ikke placeres i for tæt kontakt med let antændeligt materiale. Du skal derfor kun indbygge spot direkte i isoleringen, hvis de er forsyndede med en F-hat-mærkning.

Er du i tvivl, kan du altid spørge forhandleren eller en el-installatør. Sørg under alle omstændigheder for altid at læse monteringsvejledningen grundigt.

Daxtor Easy2light er en spot-fatning designet specielt til indbygning direkte i isoleringen og koster ca. 150 kr.

De fleste diode-lamper indbygges typisk i loftspartier. F.eks. i gangen, entreen, i badeværelset eller andre steder, hvor hyggebelysning ikke ligefrem er påkrævet.

Der findes også en del modeller, der egner sig til såkaldt nedbygning – dvs. lamper der indbygges i selve gulvet eller udenfor i jorden, i trappen eller i flisestien.

Vælger du lampetyper til udendørsbrug eller til brug i vådrum, skal du først tjekke om de er designede hertil.

Måling af lyskvalitet

Lumen, lyssspredning, RA-værdi, Kelvin? Hvis du er forvirret, er det ikke så underligt. For måling af lyskvalitet er en sand videnskab.

Mange forhandlere angiver lyskildens spredningseffekt. En spredningseffekt på 40 grader er det mest normale. Lumen er en betegnelse for, hvor meget lys lyskilden udsender.

Lavt Kelvin-tal = varmt lys

I en del produktbeskrivelser indgår udtryk som “blødt lys”, “varmt hvidt lys” etc. Sådanne flotte beskrivelser skal du prøve at abstrahere fra.

Det er de præcise angivelser af produktets Kelvin- og RA-værdier, der virkelig betyder noget. Kelvin – også kaldet K-værdi – siger noget om lysets farvetemperatur.

Ønsker du et nogenlunde varmt og hyggeligt lys, skal du vælge en pære en farvetemperatur på under 3.000 Kelvin. Desto lavere K-værdi desto varmere lys.

Alt, hvad der ligger over dette tal, vil give et mere skarpt lys. Ved indendørsbrug bør Kelvin-tallet generelt ikke være højere end 3.500.

LED GU10 Stor forskel i lyset
Der er meget stor forskel i det lys LED pærer udsender, så det kan godt betale sig at sætte sig lidt ind i de tekniske detaljer.

Høj RA-værdi = god favegengivelse

RA-værdien er også vigtig, idet den afgør, hvor god pæren er til gengive farver. Desto højere RA-værdi, desto bedre farvegengivelse.

Typisk vil en RA-værdi må mellem 97 og 99 RA være rigtig fin til lamper over f.eks. spise- eller stuebordet.

LED-dioder med så høj en RA-værdi vil dog typisk være forholdsvis dyre – jf. skemaet for dæmpbare typer.

Kvalitet versus pris

Halogenspots svinger i pris, men du kan finde dem fra 25 kr. og opefter.

Hvis du vælger at investere i en halogenpære, så husk på at den fås med mange forskellige sokler. Ved at tage den gamle pære med, så sikrer du, at du får den størrelse, du har brug for.

LED-spots holder længe. Som tommelfingerregel følger LED-pærens holdbarhed prisen – jo dyrere, jo længere holder den.

Prisen på LED-pærer varierer – du kan både finde den til 79 kr. og op til flere 100 kr. – det kommer helt an på type og belysning.

Brugte spots skal for begges vedkommende afleveres på genbrugsstationen.

Gode tilbud og steder at købe med stort udvalg

Du kan finde et væld af udbydere online f.eks. Skal du købe et spot i den virkelige verden, så er der et væld af kæder, der dækker hele landet, der sælger både halogenspots og LED-spots. Du kan fx prøve Silvan, Harald Nyborg og Bauhaus.

Alt i alt kan man sige, at LED-spots er bedst, hvis du vil spare penge på elregningen. Den er også mere miljørigtig end halogen-spotten. Til gengæld er halogen-spottens farvebetoning ofte bedre end LED-spotten, så hvis lyskildens kvalitet er meget vigtig, så er halogen-spotten sandsynligvis at foretrække.

Skriv en kommentar