Test af boremaskiner – Er Hitachi virkelig den bedste?

Test af boremaskiner

Test af boremaskiner
Hitachi DS 14DFL

Bedste fladskærm, bedste vaskemaskine… bedst i test… bedst til prisen etc. Det vrimler med test af diverse former for udstyr til hus og have. Og test af boremaskiner har været foretaget et utal af gange verden rundt.

Mærket Hitachi står her ganske stærkt. Men som forbruger bliver du nødt til at nærlæse testresultaterne for at finde frem til den type, der passer dig bedst. I nedenstående artikel forsøger vi at give dig et overblik.

Politikkens test 2009

I Politikkens “Vi tjekker” november 2009 blev en række meget populære mærker så som Bosch og Black & Decker holdt op i mod mindre kendte mærker som f.eks. Metabo og Hitachi. Sidstnævnte mærke i modellen DS 14DFL 14,4 li-ion gik overraskende af med sejren. I rosende vendinger udtalte tømrermester Kasper Schmit, der stod for testen, følgende:

Jeg har prøvet mange professionelle bore-/skruemaskiner, men aldrig en Hitachi – og det var åbenbart en skam, for den her maskine var en rigtig positiv overraskelse.

Ikke så tung, men ganske stærk

Kasper Schmit pointerede i denne sammenhæng, at nævnte model var mindre tung end den, han arbejdede med til daglig – at den ydermere var ganske stærk, og at den klarede store skruer uden problemer. Hertil kom, at den ergonomisk set lå fint i hånden.

Den vejledende pris er i artiklen sat til 1.598 kr.

Testen i Tænk 2010

Hitachi DS 18DL boremaskine test

Hitachi DS 18DL var igennem TÆNKs boremaskine test

I 2010 foretog Forbrugerrådets blad TÆNK en lignende, mere omfattende test.

Hele 23 batteri-modeller blev sammenlignet. Tænk testede ikke alle de store mærker og undlod af denne grund at udpege en “Bedst i test”.

På baggrund af testen kunne bladet dog anbefale tre maskiner. Og igen var det en Hitachi, der fik flest roser. Denne gang DS18 DL-udgaven til 2.678 kr. (vejledende pris).

To kraftige batterier, kort ladetid

Modellen klarede sig godt i flere dele af testen. Og en af dens mange kvaliteter bestod endvidere i, at der fulgte to kraftige batterier (18V) med i prisen.

Ladetiden for disse er ikke mere end 45min. En stor fordel ved længerevarende arbejde med boremaskiner.

Måder at teste på

Både i Politikens “Vi tjekker” og i Tænks test blev maskinerne undersøgt og vurderet ud fra forskellige parametre. Begge test centrede sig om maskinernes evne til at bore og skrue, sammenlignede deres brugervenlighed og holdbarhed og tjekkede batteriernes ydeevne.

Tænk – ikke mindst – arbejder med en meget systematisk gennemgang. To boremaskiner af samme slags blev testet samtidigt. Bore-evnen blev undersøgt på både træ og metal.

Og med hensyn til skrue-evnen blev der givet ekstra point, hvis maskinen kunne starte ubesværet ved lav hastighed. Selve batteriets effektivitet blev vurderet ved at lade maskinerne køre over 3.000 omgange uafbrudt med en bestemt modstand.

Gode alternativer til Hitachi

Som forbruger kan det være fristende at styrte ud og købe den model, der sammenlagt har fået det bedste testresultat. Der er dog god grund til at slå koldt vand i blodet.

Om end Hitachi gennemgående klarer sig flot og har en fin ydeevne, er der også andre gode maskiner at vælge imellem. En af Kasper Schmits pointer i Politikens 2009-test var, at Hitachi- og Black & Decker-maskinen ergonomisk set lignede hinanden temmelig meget.

Faktisk mistænkte tømrermesteren førstnævnte producent for at have skelet til Black & Deckers design. Styrkemæssigt var der ikke noget at udsætte på Black & Decker. Det eneste “men” var sådan set, at der ikke medfulgte et ekstra batteri.

Ryobi og Bosch: også gode

Ryobi LCD 1802 boremaskine

Ryobi LCD 1802 boremaskinen klarede sig også flot i testen.

To af de tre anbefalede maskiner i Tænk’s test var af mærket Ryobi og Bosch. Ryobi LCD 1802 fik kun en 5 pct. lavere score end Hitachi DS18 DL.

Borefunktionen var ikke den bedste og batteriet havde lidt mindre kraftigt end hos de andre maskiner.

Til gengæld kunne den som en af de billigste fås for lige under 1.000 kr.

Bedste borefunktion

Bosch PSB 18 Li-2 fik Tænk-testens bedste resultat i del-testen vedrørende borefunktion. Også skruetesten klarede den fint.

Den var ca. 350 kr. dyrere end Ryobi (vejledende pris, 2010) men stadig kun halvt så dyr som testens Hitachi-model. Igen er det batterikvaliteten, der trækker ned i forhold til den samlede bedømmelse.

Vælg lithium-ion batterier

Af ovennævnte kan du se, at du ikke nødvendigvis behøver at give over 2.000 kroner for at få en ordentlig boremaskine. Det er dog samtidigt et gennemgående træk, at kvaliteten af maskinens batteri hæver prisen.

Tænk anbefaler, at man investerer i en maskine med de nyeste lithium-ion batterier i stedet for NiCd eller NiMH batterier.

Hvad har du behov for?

Vi anbefaler, at du læser diverse testresultater grundigt, inden du køber. Har du kun brug for at bore og skrue en gang i mellem, behøver du ikke nødvendigvis gå efter den dyreste og mest avancerede maskine.

Bruger du den til gengæld meget hyppigt og i længere tid ad gangen, er det helt klart anbefalelsesværdigt at satse på en model med en god batterieffektivitet.

Helst en model med to batterier, så det ene kan lade op, mens du arbejder videre med det andet.

TAGS: Boremaskine test , Ryobi boremaskine , Test af Hitachi ds 14dfl

Søren er autodidakt handyman og elsker at rode med sit hus, sit sommerhus og sin have. Gennem mange år har han fået erfaring indenfor en lang række emner. Han gør en dyd ud af at sætte sig i forbrugerens sted og ønsker at formidle sin viden om de bedste produkter til de bedste priser i så klart og informativt et sprog som muligt.

Kommentarer

4 Kommentarer på Test af boremaskiner – Er Hitachi virkelig den bedste?

  1. Ingela Søderlund siger:

    Hej!
    Jeg er på udkig efter en skrue- boremaskine til hobbybrug. Jeg har en meget lille hånd men ønsker alligevel en rimelig kraftig maskine… Har du et bud på bedste køb? max1500kr.

    Mvh

  2. Mikael siger:

    Hej Ingela,

    Et bud kunne være denne Hitachi 14,4V LI-ION bore-skruemaskine: http://www.prishammeren.dk/shop/hitachi-14-4v-2030p.html som i skrivende stund koster 1799 kr. (ved godt at det er mere end de 1500 kr.)

    Den vejer 1,9 kg. så det er en relativt let maskine, men med stor kraft.

    Jeg kan desværre ikke få mig selv til at anbefale dig billigere maskiner, da jeg tror du vil blive skuffet. Har du ikke de store krav, så vi jeg egentlig bare anbefale, at du går forbi din lokale Bauhaus eller Silvan og holder deres maskiner i hånden. Så kan du se hvad der passer til din hånd, men til en pris du vil betale.

    Alle maskiner kan skrue hvis du kun bruger den nogle få gange til mindre opgaver. Så behøver du i princippet ikke kvalitet.

    Mvh
    Mikael

  3. Alex siger:

    Jeg har haft Bosch PSB-18LI i et par år og den har fungeret upåklageligt. Den har boret i alt fra beton til rustfrit stål. Borehovedet er præcist nok til at tage 1mm bor uden at knække dem. Jeg valgte den model fordi den bruger samme batteri som hækkeklipperen og de andre ting som Bosch laver.

  4. Mikael siger:

    Hej Alex, tusind tak fordi du deler din oplevelse med os andre. Tests er gode, men det er endnu bedre med folk der har brugt produkterne over lang tid og til alverdens formål.


[ssbp]