Fodpaneler – Hvor finder du dem billigt lige nu?

Fodpaneler
Fodpaneler i eksklusiv stil

Fodpaneler er måske ikke den del af huset, du lægger mest mærke til.

Men faktisk kan de alt efter stil og forarbejdning være den fine ekstra detalje, der er med til at give stuen, køkkenet m.v. det helt rigtige udseende.

For tiden kan du få billige lister og paneler i både ubehandlet og malet træ samt i plastik.

Vi giver her et par bud på en række gode forhandlere og kommer også ind på, hvordan du monterer panelerne på den bedst mulige måde. Det er ikke særlig svært, så du kan godt gøre det selv hvis hænderne er skruet ordentligt på.

Helt enkelt eller almue-stil?

Paneler og lister fås både i en helt enkel, glat stil og i profil-tilskårne modeller. Sidstnævnte benævnes ofte “almue” og passer rigtig fint til gamle huse med masser af atmosfære, hvor selv de mindste detaljer har noget at skulle sige.

De fleste laves af fyr, og ofte har de en indvendig hulning, hvor der er plads til at skjule diverse ledninger.

Forhandlere med lave priser

Dannerhøj Lister er en af specialisterne inden for feltet lister og paneler. Forhandleren køber udelukkende træ fra producenter i Sverige og Finland og tørrer det selv, så kvaliteten bliver helt ensartet.

Priserne svinger mellem 15 og 50kr. pr. meter. Billigste lagervare er p.t. fodlist-almue 15x68mm til 15kr. De fleste af de malede lister sælges kun i sæt à 3-6 meter.

Også Lavpristræ.dk har en del billige paneler. Priseniveauet er nogenlunde det sammen som hos Dannerhøj. En helt almindelig fodliste i fyr kan fås fra 10kr pr. meter.

Byg-til-lavpris.dk har nogle af de mest enkle lister, der findes på markedet. Forhandleren kører i øjeblikket med besparelser på omkring 20 % i forhold til normalprisen. Bemærk at listerne sælges i særlige mål mellem 2 og 4meter. Udregnet i meterpris ligger priserne i gennemsnit mellem 15 og 20kr. pr. meter.

Priseksempler, forskellige mål og typer

Her har du en lille oversigt over priser på forskellige trælister fra de ovenfor omtalte forhandlere. Priser markeret med en asterisk gælder ved køb, hvor længde-målene ligger mellem 3-5 m.

ForhandlerTypeMålPris kr.
Lavpris-byg.dkBe - ikke malet14x65mm9,95/m
Lavpris-byg.dkBe - malet liste 311015x65mm14,95/m
Dannerhoej.dkAlmue - ubehandlet15x92mm19,95/m
Dannerhoej.dkAlmue - hvidmalet15x92mm39,95/m*

Malede eller umalede lister?

Profilskårne lister (almuestil) er som regel lidt dyrere end helt enkle lister. Forskelle i pris bestemmes dog også af, hvorvidt listen eller panelet er malet eller ej. Ofte vil malede udgaver være mellem 25 og 50 % dyrere.

Du kan selvfølgelig selv vælge at male dem. Men det tager tid, og det er ikke sikkert, at det i sidste ende – med indkøb af maling, pensler m.v. – vil blive så meget billigere end ved køb af færdigmalede lister.

Vedligeholdelsesfri paneler

Der findes også diverse paneler i plastik. En fordel ved disse er, at de ikke tager imod fugt. De er meget lette at rengøre, og du behøver ikke at male dem. Hertil kommer at de stort set er vedligeholdelsesfri.

Hos Silvan har vi fundet følgende eksemplar, der er designet til ledningsskjul, og som ifølge forhandleren selv skulle være forholdsvis let at sætte op via et clipssystem.

Luksus fodpaneler
Har du et lækkert hjem, så er det ikke fodpanelerne du skal spare på.

Luksuslister

Ønsker du et helt specielt klassisk design, kan du handle hos blandt andre Genbyg.dk og Københavns Listefabrik.

Begge forhandlere har paneler navngivet efter forskellige hovedstæder og bydele i Danmark: Aarhus, Odense, København, Christianshavn, Frederiksberg etc. Sidstnævnte forhandler er generelt lidt dyrere end førstnævnte. Priserne svinger mellem 50 og 130kr pr. meter.

Nyttigt værktøj: skærekasser, geringssave

Inden du går i gang med at sætte listerne op, kan det være en god ide at anskaffe sig noget ordentligt værktøj. Du kan f.eks.have gavn af både en skærekasse og geringssav.

Sidstnævnte er en sav fastgjort på en metalramme, hvori emnet, der skal saves til, kan ligge helt plant og eventuelt holdes fast via en skruetvinge.

Geringssave findes både i håndrevne og elektriske udgaver og kan bruges til meget andet end listeafkortning. Du kan se et stort udvalg af geringssave her hos Carl Ras.

Hvad er MDF?

MDF (medium density fibre board) er en særlig pladetype fremstillet af fine træfibre bundet sammen af lim. Den kan ikke tåle vand men bruges meget inden for møbelindustrien, hvorfor den også kaldes for “møbelplade”.

Som Københavns Listefabrik pointerer, kan du også anvende en MDF-plade (10mm) til at justere højden på dit fodpanel.

Hvordan sætter jeg panelerne op?

Hvor let det er at sætte panelerne op afhænger af væggens beskaffenhed. I ældre huse, hvor væggen består af pudsbehandlede brædder, er det forholdsvis let at sætte dem op med søm.

Hvis du har mange paneler og gerne vil have det til at gå hurtigt, kan du eventuelt benytte dig af en sømpistol.

De fleste husvægge er i dag lavet af enten gasbeton eller beton. Ved gasbeton vil det som regel være mest hensigtsmæssigt at bruge skruer. Sætter du skruerne i sammen med rawlplugs, vil du uden for meget besvær kunne tage panelet af igen. Hvad betonvægge angår, anbefales det altid at bruge rawlplugs.

Lim kan også anvendes til montering af paneler. Evt. en kombination af lim og søm hhv. skruer, hvis du vil have panelerne helt fastgjorte.

Hvor får jeg mest for pengene?

Hos lavprismarkeder som de ovenfor omtalte kan du få træpaneler helt ned til 10-15 kr./meteren. Ubehandlede paneler vil altid være billigst. Men køber du dem i malet stand, sparer du tid og slipper for skulle anskaffe diverse former for malergrej.

Plastik kan være et godt alternativ til træ, hvis du vil have en vand- og fugtafskyende overflade, der ikke (eller næsten ikke) behøver nogen form for vedligeholdelse. Er du ude efter en helt speciel profilskåret stil, vil der være tale om kvaliteter i træ, der prismæssigt starter ved omkring 50kr/meteren.

6 kommentarer til “Fodpaneler – Hvor finder du dem billigt lige nu?”

  1. Hvor kan man få de fodpaneler som er vist øverst i artiklen (under teksten “Fodpaneler i eksklusiv stil”). Hvis ingen ved hvor, så evt. et navn på formen.

    Svar
  2. Hej Anders. Dem tror jeg desværre ikke du kan finde nogen steder. De er så vidt vi er orienteret specielt lavet af en snedker til et gammelt hus hvor der var nogle paneler der skulle udskiftes. Men jeg er sikker på, at du kan vise en hvilken som helst snedker billedet og få ham til at lave nogen der ligner.

    Svar
  3. Hej Mikael

    Det er længe siden jeg skrev sidst. Jeg er lige faldet over de fodpaneler som jeg spurgte ind til. De er lavet af et firma som hedder nmc, og kunne teknisk set ikke have mindre med snedkeri at gøre idet de er lavet af polystyren. Man kan se dem på denne side: http://www.nmc-dekowelt.de/produkte?tid=6&pid=29232822&lang=en-GB
    De hedder WALLSTYL® FD21 og koster i Danmark omkring 110 kr./m I Tyskland kan de købes for omkring 10€/m.
    Der er selvfølgelig stadig muligheden at betale en snedker for at lave dem.

    Svar
  4. Hej Anders,

    Super fedt at du vender tilbage. Jeg er meget overbevist om at det ikke er de samme paneler, men det er jo også fuldstændigt ligegyldigt. Så længe de ligner hinanden, så får man jo det man gerne vil have. Og din løsning vil i hvert fald være langt billigere end at få dem lavet specielt 🙂

    Så tusind tak fordi du vendte tilbage. Det er jeg glad for!

    Svar
  5. Det var så lidt. Faktisk er “jeres” billede fra deres side. I har beskåret det en del, men det er helt sikkert den samme stol i baggrunden.
    Som jeg ser det er disse panelers eneste ulempe at de ikke er mere end 2 meter lange. Hvad er din holdning til fodpaneler i dette materiale og længde. Vil en professionel kunne skjule samlinger så de ikke kan ses?

    Svar
  6. Hej Anders,

    Det kan jeg jo så alligevel være tilbøjelig til at give dig ret i 🙂

    Mht. materialet, så synes jeg personligt at det kan være en god (og let) ide. Eneste ulempe kan være, at det kan være sværere at lappe eventuelle skader. Med fodpaneler i træ, kan man lettere “male sig ud af det”.

    Omkring længden, så er jeg helt enig i at det er noget bøvl. Jeg vil sagtens mene at en professionel kan få samlingerne til at være usynlige, men det kræver at forholdene er til det. Skal man sætte dem op i et hus med skæve gulve og skæve vægge, så kan man risikere at samlingerne kan ses.

    Personligt tror jeg dog ikke at det ville være noget jeg bekymrede mig over.

    Igen tak for din opfølgning.

    Svar

Skriv en kommentar