Isolering af skorsten – Guide

Mange husejere og sommerhusejere har en brændeovn som en ekstra varmekilde. Brændeovnen giver hyggelig og billig varme, samtidig med at du har glæde af at se på de knitrende flammer bag glaslågen, når der tændes op på en kølig dag eller en kold aften.

Det er dog ikke sikkert, at du får helt så megen varme ud af dine brændeovn, som du gerne ville. Det kan også være, at du oplever, at det er svært at tænde op – eller at der er en tendens til, at der kommer røg i stuen eller køkkenalrummet, hvor brændeovnen nu end står.

Heldigvis kan ovenstående problemer ofte afhjælpes, hvis du laver en isolering omkring skorstenen.

Fordele ved isolering omkring skorsten:

  • Du får et bedre træk i en gammel skorsten, når den er isoleret
  • Du får en bedre forbrænding i din pejs eller brændeovn.
  • Du kan minimere risikoen for løbesod i skorstene af ældre dato.

Nedenfor har vi lavet en guide, så du selv kan komme i gang med isolering omkring skorstenen. I guiden finder du både fif til at isolere skorstenen indvendigt og udvendigt.

Udvendig isolering omkring skorsten

Til den udvendige isolering er der brugt isoleringsmåtter fx fra Skalflex, som har lavet en serie af produkter til isolering af facader og andet. Hertil bruges endvidere specielle monteringsdyvler til at skrue pladerne fast med. Det er et krav, at materialet, der er sat udenpå skorstenen kan fjernes igen, hvis der skal laves udvendigt syn af skorstenen fx i forbindelse med en skorstensbrand.

Gør din skorsten klar til isolering

Start med at opsætte et godt og solidt stillads. Herefter kan du gå i gang med arbejdet med isolering omkring skorstenen.

  • Rens for alger og mos med algefjerner
  • Fjern alt løst puds og fyld evt. huller op med Multipuds
  • Slib skorstenen, så den er plan og der ikke er ujævnheder over 5 mm
  • Skorstenen svummes – dvs males med en tynd opløsning af vand og Mulitpuds
  • Puds skorstenen med Multipuds, når svummingen er tør

Sæt en vandnæse på din skorsten

Næste skridt er at sætte en vandnæse på skorstenen, hvis det er nødvendigt. Mange ældre skorstene har et låg for at forhindre, at der kommer vand ned, men det er ikke altid stort nok, når der kommer et ekstra lag isolering udenpå skorstenen.

  • Skru vandnæsen af aluminium op i bunden af skorstenens låg
  • Læg et fuge-bagstop ind over profilet
  • Fug efter med byggesilikone

Opsætning af isolering

Nu er det tid til at lave isolering omkring din skorsten ved at pakke den ind, så varmen holdes inde, og skorstenen ikke er så udsat for vind og vejr.

  • Skær isoleringspladerne ud med en gammel fukssvans
  • Kom lim på pladerne – dvs Multipuds fordelt i store klatter
  • Træk klatterne ud med en tandspartel for at lave den størst mulige klæbeflade
  • Sæt isoleringspladerne op tæt sammen og bor huller, der passer til de specielle monteringsdyvler
  • Stik dyvlerne i hullerne og bank dem fast med en hammer
  • Sæt alle plader på hele vejen rundt om skorstenen

Armering og efterfølgende pudsning

Isoleringspladerne skal nu armeres, så det efterfølgende lag puds, der beskytter skorstenen og gør den pæn at se på, har noget at sidde godt fast på.

  • Begynd i et hjørne og træk 5-8 mm grundpuds på hjørnerne. Tryk hjørneprofiler med armeringsnet fast på alle hjørner.
  • Tryk nettet helt ind i pudsen med et stålbræt
  • Puds nu skorstenen med Skaltherm Grundpuds (eller andet) i en tykkelse på 5 mm på alle flader
  • Sæt nu et yderligere lag armeringsnet op – nu klippet, så der er 5 cm til kanterne, tryk nettet godt ind i pudset endnu en gang
  • Træk nu endnu et lag grundpuds på med et bræt, så fladen bliver jævn og plan
  • Kom slutpuds på, når grundpudsen er helt tør – kom evt. Beto-binder i dit blandevand – det gør pudsen stærkere
  • Glat overfalden med en fugtig svamp

Der er nu isolering omkring skorstenen, og den gamle skorsten står flot pudset op med et nyt look.

Indvendig isolering af skorsten

Du kan også vælge at isolere din skorsten indefra. Ældre eller gamle skorstene er ofte dårligt isolerede, og derudover bygget til, at der skal fyres hårdt, for at skabe den nødvendige opdrift gennem skorstenen. Moderne brændeovne er derimod bygget til at give mest mulig nyttevarme ud til rummet og sende mindst mulig varme op gennem skorstenen – og herved opstår problemet med dårligt træk ofte.

Ud over, at det dårlige træk betyder en lav temperatur i skorstenen, giver det også øget risiko for, at der dannes løbesod – et problem som i den sidste ende kan resultere i en skorstensbrand.

En effektiv løsning på problemerne er at sætte en ny indsats indeni skorstenen. Den isolerende indsats virker populært sagt som en skorsten i skorstenen. Herved gøres skorstenshullet mindre, og du får et bedre træk – og en skorsten, der passer bedre til nutidens effektive brændeovne.

Der er tre muligheder, hvis du ønsker at isolere din skorsten indvendigt:

  • En Isokern-løsning i pimpsten – egner sig til høje røggastemperaturer
  • Et keramisk nedsænkningsrør – egner sig til lavere røggastemperaturer
  • Stålforing

Isokern – nedsænkningsrør

Et nedsænkningsrør i pimpsten, en isokern-løsning, er den mest isolerende løsning og ideel til renovering af store, gamle skorstene – og godt, hvis du fyrer med træ. Nedsænkningsrøret mindsker lysningen i din skorsten, så du får et bedre træk.

Husk: Der skal bruges specielle samleringe ved alle rør og bøjninger. Du kan også købe et hejseværk, som gør det nemmere at lempe nedsænkningsrøret sikkert på plads i skorstenen.

Keramiske nedsænkningsrør

Nedsænkningsrør keramik er især gode, når der skal fyres under mere ekstreme forhold med temperaturudsving og kondens med et vist syreindhold. Det kan typisk opstå ved fyr, der er meget effektive, og hvor røggassen derfor er meget afkølet.

De fleste af de keramikrør, der er på markedet i dag, er lavet af et trykstøbt materiale, som muliggør, at rørene er lette og tynde. Da rørene sættes ned i den eksisterende skorsten, kan dette ofte være en fordel.

Stål-foring i skorsten

En foring i rustfri og syrefast stål til at sætte i skorstenen er en god og effektiv sikring imod løbesod – og dermed mindsker du risikoen for skorstensbrand.

Beregninger viser, at en stålforing bruger 1/20 varmeenergi på at varme sig selv op i forhold til, hvad en muret skorsten bruger. Det betyder at skorstenen hurtigt er varm, og at du hurtigt har det træk, der skal til for at lave en god optænding.

Hvad koster isolering omkring skorsten?

Der er forskel i prisen, alt efter hvilken løsning, du vælger. Hvis du vælger Isokern eller keramiske nedsænkningsrør, skal du regne med, at modulerne koster fra ca. 250 kr. pr styk afhængig af diameteren på din skorsten. Hvor mange moduler du skal bruge, afhænger af højden på din skorsten.

Stålforinger koster ca. det samme som de øvrige – de kan dog være lidt dyrere, hvis du skal op i en stor diameter.

Efterisolering af loft – isolering omkring skorsten

Hvis du vil efterisolere dit loft for at spare på varmeudgifterne, og du har en skorsten, der går op på loftet, er der nogle regler, du skal overholde for at minimere brandfaren.

Har du en stålskorsten, skal du være ekstra påpasselig, da skorstenen bliver mere varm end fx murede skorstene.

Uanset hvilken skorsten du har, skal du tænke i sikkerheden. Ønsker du derfor at efterisolere på loftet, og ønsker du isolering omkring skorstenen, helt inde ved en skorsten, skal du sørge for at sætte en brandhæmmende isoleringsbøsning omkring skorstenen først.

Isoleringen eller bøsningen er en isoleringsmåtte, der nemt rulle rundt om skorstenen. Du skal skære det overskydende materiale af i højden, så der maksimalt isoleres på 22,5 cm af skorstenen fra loftsetagens gulv.

Du skal regne med at isoleringskraven koster omkring 400 kr.

Skorstensfejeren er din special-rådgiver

Du må gerne selv isolere omkring en skorsten, men der er mange forskellige hensyn, der skal tages – ikke mindst når det gælder brandfare og sikring. Tag derfor altid din lokale skorstensfejer med på råd, inden du begynder på at isolere.

En konsultation koster ikke mange penge – og da det gælder sikkerheden for dig og din familie, er de penge altid givet godt ud.

Skriv en kommentar