Brugte køkkenskabe og køkkenelementer – Købsguide

Køb af brugte køkkenskabe kan være en rigtig god ide. Via genbrug er du med til at skåne miljøet. Og er du villig til at ofre nogle arbejdstimer på istandsættelse, kan du ende med et forholdsvist billigt og flot produkt.

Brugte køkkenskabe
Brugte køkkenskabe kan komme fra køkkener der skal skiftes ud med et nyere, men kan også sagtens være elementer der aldrig har været taget i brg.

Herunder vejleder vi dig i, hvordan du finder frem til de bedste og billigste skabe. Herudover får du et par tip om, hvad du skal huske, inden du køber samt lidt information for gør-det-selv-folk.

Find et gratis eller billigt køkken på annoncemarkeder og sociale medier

Er du meget heldig, kan du ved henvendelse på diverse annoncer få tilbudt køkkenelementer helt gratis, hvis selv sørger for at hente dem.

I de fleste tilfælde skal du dog af med lidt penge. Gratis annoncemarkeder som Den Blå Avis og Gul & Gratis vil her være interessante for dig.

Sidstnævnte har en overskuelig emneliste. Vil du finde brugte køkkenskabe, skal du kigge under kategorien “Køkkenelementer”.

Priser og materiale-typer kan variere meget. En del elementer stammer fra Ikea og HTH, og du kan typisk spare mellem 30 og 60 % på normalprisen alt efter kvalitet.

Ofte kan du få et samlet sæt med både overskabe, bordplade, vask m.v. for under 1.000 kr. Her kan det godt være en god ide at købe det hele og sidenhen kassere det, du ikke har brug for.

Bemærk at forsendelse stort set aldrig er en mulighed. Det er således ikke sikkert, at det kan betale sig for dig at køre flere hundrede kilometer efter en vare – med mindre der er tale om en meget høj besparelse eller om en vare, du ikke kan få andre steder.

Endelig kan du benytte dig sociale af medier og fora på nettet. Der findes mange gør-det-selv-typer derude.

Du kan spørge om alt muligt, og det hænder ofte, at en eller anden bruger tilbyder sin hjælp eller fortæller om et godt tilbud.

LÆS OGSÅ: Nedrivning af køkken (Gør-det-selv guide)

Køb køkkenelementer af genbrugsforhandlere

Visse byggemarkeder har gjort det til en sand forretning at indsamle og indkøbe køkkenelementer fra nedrivninger og restlagre. Udvalget kan være ganske stort: alt lige fra udtjente 50’er-skabe til meget fint udført træ-håndværk med en naturlig og charmerende patina.

Brugte køkkenelementer hos Genbyg.dk
Hos Genbyg.dk finder du et fornuftigt stort udvalg i en masse forskellige køkkenelementer.

Genbyg.dk har specialiseret sig i at udvælge og sælge brugte byggematerialer. På deres hjemmeside under køkken-sektionen finder du både hele køkkener og en masse forskellige køkkenlåger.

En stor fordel ved siden er, at du i det avancerede søgefelt øverst kan angive de mål, du har brug for og bestemme om lågen skal være venstre- eller højrehængt.

Blandt de billigste er finer-elementerne, der fås for mellem 100 og 200 kr. pr. styk. En del er i øvrigt sat på tilbud.

Ved dobbelt-låger og ved massive kvalitetsmaterialer stiger prisen. Herudover kan du finde nogle meget smukke genstande, hvor det vil være synd at male dem over. Det kunne f.eks. være en hånddekoreret fyldningslåge med låsekasse og bakelitknop til 540 kr. på tilbud.

Udstillingskøkkener kan fås til spotpris

Tidligere udstillingsmodeller kan også være gode køb (søg på “udstillingskøkken”). Det er muligt, at de ikke længere er af højeste mode. Men de er som regel mindre brugte end materialer fra diverse genbrugsforretninger og private hjem.

I vores artikel om lagersalg af køkkener kan du læse mere om sådanne varer. Endelig bør du ikke glemme, at mange skabe kan fås til faste lave priser, selvom de ikke er brugte.

Tjek kvaliteten af køkkenelementerne inden du køber

En ting er at gå på nettet og købe en ny standart-vare i et mærke, som du kender og har tillid til. Noget helt andet er køb af brugte genstande.

De bedste af de professionelle forhandlere har fyldige produktbeskrivelser og detaljerede billeder. Men du vil givetvis opleve, at det ofte kan være meget svært at vurdere, hvor høj produktets kvalitet er.

I visse tilfælde er oplysningerne om produktet så sparsomme, at du ikke kan undgå at blive mistænksom.

Hvis du vil danne dig et ordentligt indtryk af varen, bliver du altså nødt til at besøge den pågældende forhandler / sælger. Ved tilbud annonceret via Den Blå Avis og lignende kræver det lidt fodarbejde, da sælger som regel er en privatperson og derfor ikke kan besøges i tide og utide.

Professionelle håndværkere anbefaler, at du især kikker efter fugtskader ved produktet.

Køkkenelementer, der er bulet op eller hævede på grund af vand og fugt, kan ikke bruges til noget. Det er også en god ide at tjekke slitagen på diverse låge-hængsler ved at rykke en smule i lågerne.

Endelig er det helt essentielt, at du finder ud af, om elementernes dimensioner passer til dit køkken. Hvor dybe er f.eks. skabene? Er der nok materiale til at fylde hele dit køkken ud? Etc.

Hvide brugte køkkenskabe
Der behøver ikke mere end lidt maling og lidt flid, til at shine køkkenskabe op, selvom de er flere årtier gamle.

Hvordan shiner jeg mit genbrugskøkken op?

At istandsætte brugte køkkenelementer kræver både tid og håndværkersnilde. Til gengæld kan du få et rigtig flot slutprodukt ud af det.

Greb og hængsler, der ofte skal udskiftes, kan du få i de fleste byggemarkeder. Det, der tager mest tid, er selve forarbejdet med at rengøre og slibe de overflader, du gerne vil have malet.

Er du tvivl om, hvordan du gør det bedst, kan du bl.a. få hjælp ved at søge på diverse gør-det-selv-fora på nettet.

Hvor flot slutproduktet skal være afhænger af graden af din perfektionisme. Hører du til den utålmodige type, eller har du ikke den fornødne tid, kan du altid få et tømmerfirma til at sætte dine genbrugselementer op.

Hvad maling af låger angår, kan du evt. henvende dig til en industrilakerer, der har det rette udstyr til at give materialet den mest optimale finish. Visse autolakerere gør det også i gamle møbler og køkkener.

LÆS OGSÅ: Opsætning og montering af køkken (Guide & priser)

Bedst og billigst

Det billigste slutprodukt får du typisk ved at købe via gratis annoncemarkeder og ved selv at stå for istandsættelse og opsætning.

Oplysninger om produktets kvalitet kan dog være meget sparsomme, og du skal gøre op med dig selv, hvor langt, du vil rejse for at se eller hente varen.

Ved byggemarkeder er der mulighed for fragt, og genbrugsmaterialerne har her allerede været gennem et professionelt kvalitetstjek.

Tidligere udstillingsmodeller er også en mulighed og vil som regel være mindre slidte end andre genbrugsprodukter.

Endelig sælges mange skabstyper til faste lave priser, hvilket kan være fordel for dig, der ikke har mod på genbrug.

Ved køb af brugte produkter, bør du under alle omstændigheder se efter fejl, slitage og fugtskader og sætte dig grundigt ind i, hvordan du bedst muligt gennemfører en istandsættelse af produktet.

Skriv en kommentar