Du bør give dine vinduer lidt ekstra kærlighed, hvis du begynder at kunne mærke et tydeligt træk, når du f.eks. sidder ved spisebordet eller i sofaen.
Udover at det er ubehageligt, er det også dyrt – varmen smutter lige ud i det fri, uden at du får noget for pengene. Ifølge Bolius’ beregninger sker 20-25% af boligens samlede varmetab gennem diverse utætheder, herunder via vinduer og døre.
- Oplys størrelse og antal af vinduer der skal isoleres.
- Indtast dine kontaktoplysninger.
- Modtag et gratis og uforpligtende tilbud.
Du kan meget nemt tjekke, om dine vinduer er utætte:
- Åbn vinduet op
- Sæt et papir i klemme i vinduet, enten på siderne eller ved karmen
- Luk vinduet
Kan du trække papiret meget nemt ud, stort set uden modstand, er vinduet utæt – husk at lave testen på flere sider, så du ved, om problemet er gennemgående.
Du kan bl.a. også teste med et stearinlys – tjek, om flammen begynder at blafre. Gå også gerne vinduet nøje efter med en lommelygte, så du opdager enhver lille sprække.
Hvad stiller jeg op med utætte vinduer?
Du kan gøre flere ting med utætte vinduer – alt efter om du er ude efter en midlertidig løsning eller en løsning, der løser problemet på længere sigt.
Det mest simple er at gå i gang med en gør det selv-isolering omkring vinduet. Det kommer dog naturligvis helt an på problemets omfang.
I værste fald kan det blive nødvendigt at skifte hele vinduet.
Isoleringsbånd – et quick fix, som er super billigt
Den hurtige og billige løsning ved meget små sprækker er at isolere vinduet med isoleringsbånd/isoleringstape.
Du klæber blot båndet fast over utætheden – husk dog at rengøre vinduet grundigt med varmt vand og sæbespåner, så du sikrer dig, at båndet kan klæbe bedst muligt på overfladen.
Det er vigtigt at understrege, at det er en meget midlertidig løsning, der forholdsvis hurtigt mister sin elasticitet, og som kun er beregnet til de helt små utætheder. Den bedste anbefaling er, at du tyer til løsningen, hvis der venter en ret kold periode, og du derfor hurtigt får brug for at fikse problemet.
Ligger problemet i møre tætningslister?
Hvis du har konstateret træk fra vinduerne, kan det også sagtens skyldes møre tætningslister – de lister, der er placeret mellem vindueskarmen og vinduesrammen. Det er helt normalt, at de med tiden bliver møre, slipper deres greb og skal skiftes før selve vinduet.
Det er en type isolering omkring vinduet, som du selv kan udføre.
Det kræver dog også omvendt lidt ekstra fingerfærdighed, da du skal kende listens nøjagtige mål. Tætningslister må hverken være for store eller små, da det kan påvirke vinduets evne til at lukke tæt.
Tætningslister fås i en række forskelligartede varianter – som selvklæbende, gummilister integreret på trælister beregnet til lim samt i materialer som skum og silikone. Det kan langt fra altid betale sig at vælge de allerbilligste materialer som skum, der ikke holder i lige så mange år som f.eks. silikone.
Når du fjerner den gamle tætningsliste, skal du huske at få fjernet alle rester fra såvel lim som gamle lister – brug her en limskraber. Husk også at tørre godt af for snavs og støv.
Herefter kan du bruge et smart trick i form af modellervoks – placér det i falsen på vinduet, og luk i. Nu har du et fint og præcist aftryk og ved, hvor tyk listen skal være. Du kan klippe til med f.eks. en geringssaks i det ønskede materiale, hvorefter du fastgør den enten med den selvklæbende tape, lim eller søm.
Alle materialer kan købes i det lokale byggemarked for få hundrede kroner.
Opgaven med isolering omkring vinduer med tætningsliste kræver som nævnt dog en lidt ekstra handy tilgang – og det er derfor også en opgave, som du naturligvis kan få professionel hjælp til.
- Oplys størrelse og antal af vinduer der skal isoleres.
- Indtast dine kontaktoplysninger.
- Modtag et gratis og uforpligtende tilbud.
Har vinduet en fremtid?
Inden du kaster dig ud i såvel en mindre som større isolering omkring vinduet, skal du altid tage et grundigt kig på vinduet og vurdere, om det er værd at reparere på.
Hvis der er begyndt at komme råd i træværket, eller der er kondens indvendigt på glasset, kan det være tydelige tegn på, at vinduet er ved at trænge til en udskiftning – og at det ikke er nok med en midlertidig isolering for at eliminere varmetab.
I nogle tilfælde kan det række med at reparere på de gamle fuger, mens det andre gange bedst kan betale sig at udskifte hele vinduet, eventuelt med et mere energivenligt glas.
Inden du kontakter den lokale fagmand, kan du hente inspiration fra vores tidligere artikler om montering af vinduer og udskiftning af fuger, hvor du får præsenteret omfanget af opgaven og konkrete priser.
Har du den rette fagviden, kan du sagtens klare begge opgaver på egen hånd.